Styrk samarbejdet med virksomhederne

0
Christel Jørgensen, næstformand
UU DANMARK

Der er sat mange skibe i søen i et forsøg på at koble skole og uddannelse sammen med erhvervslivet, det lokale arbejdsmarked og i det hele taget det samfund, som de unge uddanner og danner sig til. Men kan der gøres mere. Hvis vi kigger til eksempelvis Norge eller Holland, så er vi i Danmark kun lige kommet i gang

Campus Køge har besøgt en række lande blandt andet med fokus på samarbejdet mellem skoler/uddannelser og erhvervsliv. Det er blevet til besøg i England, Finland, Norge og Holland, og der har været masser af inspiration af hente.

På erhvervsuddannelserne i Norge er virksomhederne en aktiv medspiller i hverdagen på erhvervsuddannelserne, både for uddannelsesinstitutionerne og for de unge. I Norge kan man være på skolen i op til 2 år, inden praktikken bliver hovedparten af erhvervsuddannelsen. Men det betyder ikke, at der ingen interaktion er med erhvervslivet. Fremfor at de unge tager ud i praktik, kommer virksomhederne ind på skolerne og deltager i undervisning og er med i bedømmelsen af eleverne. Virksomhederne stiller udstyr og materiale til rådighed for de unge på erhvervsuddannelserne sådan, at de unge altid kender det udstyr, der anvendes i virksomhederne, samtidig med at virksomhederne får testet deres udstyr både på kvalitet og holdbarhed. Det betyder at erhvervsuddannelserne altid har opdateret udstyr og materiale at arbejde med. Det ser eleverne, og de får lyst til at undersøge og arbejde mere med det.

Tilsvarende samarbejde mellem virksomheder og erhvervsuddannelserne findes også i Holland. Samtidig så vi i begge lande, at der i erhvervsuddannelserne både blev produceret, solgt og serviceret, uden at erhvervslivet fandt det konkurrenceforvridende. I Holland besøgte vi en erhvervsuddannelse, der både drev en restaurant, en café, en bar og 5 hotelværelser. De elever vi mødte strålede af stolthed over at være en del af en rigtig drift. Det betyder enormt meget for de unge, at de på en håndværksfaglig uddannelse får lov til at producere noget ’rigtigt’ og til at sælge det, som var det ude i virkeligheden.

Kunne man forestille sig en tilsvarende model i Danmark, som kunne være med til at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive for de unge og måske også dygtiggøre de unge endnu mere til gavn for virksomhederne i den sidste ende?

Virksomhederne i både Norge og Holland betragter det som et helt naturligt samarbejde, og den eneste aftale de har med erhvervsuddannelsesinstitutionerne er, at de ikke må markedsføre udenfor skolen. Hvordan får vi i Danmark skærpet det samarbejde – helt fra grundskolen til afsluttet ungdomsuddannelse?

Måske er tiden inde nu: der er vækst i økonomien, og virksomhederne mangler kvalificeret faglært arbejdskraft. Derfor skal der arbejdes for at flere unge får en tydeligere jobhorisont, og virksomheder og skoler/uddannelser skal være fælles om de unge. I EVAs seneste evaluering fremgår det med al tydelighed, hvor vigtig erhvervspraktikken og det at have en tydelig jobhorisont støtter de unge i deres uddannelsesvalg. Omvendt skal virksomhederne se potentialet i at rekruttere unge til deres fag og virksomheder gennem et stærkt og kontinuerligt samarbejde med både grundskoler og ungdomsuddannelser.

Så hvad venter vi på?

Christel Jørgensen
Næstformand, UU DANMARK