Hvad blev der af vejledningsreformen?

0

Af Steffen Jensen, Konsulent og tidl. kontorchef for vejledningskontoret, UVM

Baggrund for reformen

Steffen Jensen

Før den omfattende reform af vejledningen i uddannelsessystemet fra 2003 (trådte i kraft 2004) havde hvert uddannelsesområde sit eget vejledningssystem (der var i alt 26 forskellige ordninger), vejledningen foregik på den enkelte skole/uddannelsesinstitution og blev varetaget af lærere – evt. med en kort efteruddannelse – og hver sektor havde sin egen efteruddannelse.

Reformen blev grundigt forberedt. Første skridt var et konservativt beslutningsforslag i Folketinget (2000) om oprettelse af en institutionsuafhængig uddannelses- og erhvervsvejledning. Begrundelserne for forslaget var bl.a., at den eksisterende vejledning var meget decentral og knyttet til den enkelte skole eller uddannelsesinstitution, at det var vanskeligt at få overblik over et stadigt mere kompliceret uddannelsessystem og mangel på koordinering og sammenhæng på tværs. Beslutningsforslaget blev ikke færdigbehandlet i Folketinget, men på anmodning af et flertal i Uddannelsesudvalget udarbejdede Undervisningsministeriet en rapport om tværsektoriel vejledning (2001), som samlede op og pegede frem mod reformen i 2003.

Parallelt hermed udarbejdede OECD en rapport om dansk vejledning, hvor det blev fremhævet, at den eksisterende vejledning var for sektorbaseret og indadvendt, uprofessionel og manglede effektive kvalitetssikringsprocedurer. OECD anbefalede oprettelse af tværsektorielle vejledningscentre, indførelse af robuste kvalitetssikringssystemer på tværs af alle vejledningssektorer, udvikling af en strategi for indsamling af data om vejledningens resultater og udbytte, anvendelse af internettet til vejledningsformål og, at arbejdsmarkedsinformation gøres tilgængelig for vejledere og vejledningssøgende.

Vejledningsreformen 2003
Reformen blev gennemført i form af en selvstændig lov om (overgangs)vejledning i uddannelsessystemet. Loven fastlagde en række klare mål for vejledningen, bl.a. at den skal være til gavn for både den enkelte og for samfundet og, at vejledningen skal være institutionsuafhængig.

Der blev etableret uafhængige, professionelle institutioner på tre niveauer, nemlig 45 kommunale Ungdommens Uddannelsesvejledningscentre (UU), syv regionale Studievalgscentre og den nationale vejledningsportal www.ug.dk . Desuden blev der skabt en fælles vejlederuddannelse, et Nationalt Dialogforum med bl.a. arbejdsmarkedets parter og interessenter og et kvalitetssikringssystem, og der blev oprettet et kontor i Undervisningsministeriet med videnscenterfunktioner.

Vejledning som en del af andre politiske dagsordener
I perioden 2006-2018 er der gennemført 10 ændringer af vejledningsloven, hvoraf de fleste har været konsekvenser af andre politiske dagsordener, hvor man mente – oftest med rette – at vejledning kunne spille en rolle.

Det drejede sig bl.a. om

  • integrationsplanen ”En ny chance til alle” (2006), som skabte øget forældreinddragelse i vejledningen,
  • velfærdsaftalen (2007[i]) med øget kommunalt ansvar, opsøgende vejledning, øget fokus på elever med behov for vejledning, præcisering af uddannelseskrav til vejledere, indførelse af mentorer, indarbejdelse af brobygningsbestemmelserne i vejledningsloven og målgruppevurdering til produktionsskoler,
  • globaliseringsaftalen (2008), hvor 95 pct. målsætningen indarbejdedes i loven, endnu mere fokus på elever, der har svært ved at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse, regler for gennemførselsvejledning på institutionerne blev lagt ind i vejledningsloven, kvalitetssikring blev udvidet med kvalitetsudvikling, og der blev indført et formandskab for Dialogforum, hvis sammensætning også ændredes, og
  • en folkeskoleaftale (2009), som samordnede elevplan, uddannelsesplan og uddannelsesbog.

En politisk aftale, som i det væsentlige drejede sig om vejledning, var aftalen fra 2010 om ”Flere unge i uddannelse og job”.  Her blev der indført en række nye begreber i vejledningen:

  • Pligt for 15-18-årige til at være i uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet.
  • ”Håndholdt vejledning” til og øget fokus på udsatte unge.
  • Ungedatabasen (fælles med Beskæftigelsesministeriet – det fælles datagrundlag).
  • eVejledning gennem digitale medier i tilknytning til ug.dk.
  • Afbureaukratisering (færre detaljerede regler for UU’erne)
  • Gennemførelsesvejledning blev fjernet og ”fastholdelsesarbejde” indført i uddannelseslovene.

Disse ændringer gav anledning til, at vejlederne fik langt flere administrative opgaver end de havde haft tidligere. Nu var vejlederne mere blevet kontrollanter end vejledere. Den gode balance i den oprindelige vejledningslov mellem hensynet til den enkelte og hensynet til samfundet blev desværre flyttet markant på bekostning af det første og til fordel for det sidste.

Billedet vender
Indtil ca. 2013 havde vejledning politisk bevågenhed: der blev tilført flere opgaver til sektoren, men også flere ressourcer. Mere vejledning var svaret på mange problemer!

Men efter ca. 2013 var der stigende politisk skepsis over for vejledningen, bl.a. pga. faldende tilgang til erhvervsuddannelserne. Vidste vejlederne nok om eud? Fungerede vejledningen godt nok? Flere og flere gav udtryk for, at der skal vejledes ”til” og ikke ”om” uddannelser – og helst til eud. Der var tvivl om vejledningens effekter, bl.a. fordi der manglende dokumentation for, at vejledning virker.

Et stort tilbageslag for vejledningen kom 2014 med erhvervsuddannelsesreformen, som bl.a. indførte adgangskrav til eud. For vejledningen indebar reformen:

  • Individuel vejledning blev forbeholdt ikke-uddannelsesparate.
  • Fokus på kollektiv og gruppevejledning.
  • Uddannelsesparathedsvurderingen (UPV) begynder i 8.kl.
  • Der blev fastsat kriterier for UPV.
  • Særlig skole- og vejledningsindsats for ikke-uddannelsesparate i 9. klasse.
  • Dele af uddannelsesparathedsvurderingen blev flyttet fra UU til folkeskolen.
  • Uddannelse og Job blev indført som erstatning for uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering.
  • Store besparelser i UU-sektoren.

Opløsning af vejledningsloven
Dele af vejledningsloven blev opløst i 2018, ikke blot ved, at Studievalg fik egen lov og blev taget ud af den hidtil fælles vejledningslov, men nok så meget gennem de ændringer, der fulgte af lovkomplekset om den Forberedende Grunduddannelse (FGU), og som på mange måder var i modstrid med intentionerne i vejledningsreformen: loven vedrører stort set kun de kommunale opgaver, UU fjernes som begreb fra loven, Det Nationale Dialogforum nedlægges, ministeriets rolle som videnscenter fjernes, kravet om en sammenhængende vejledningsindsats fjernes og ”Vejledning” fjernes fra lovens titel.

Men også gode takter
Der indføres en ny kommunal ungeindsats, som skal omfatte UUs og jobcentrets opgaver for unge, UUs opgaver skal stadig løses af uddannede vejledere, unge med behov for det får én kommunal kontaktperson, uddannelsesplanen forbedres og digitaliseres i en bedre og udbygget Ungedatabase.

Kommunerne får ansvar for, at alle unge gøres parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse, og for at der sker en koordineret indsats på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen. UUs nuværende funktioner og opgaver – også i forhold til grundskolen – og jobcentrenes nuværende funktioner og opgaver i forhold til de unge opretholdes i den nye kommunale ungeindsats, som også skal monitorere de 15-17-åriges pligt til uddannelse, beskæftigelse mv, udarbejde uddannelsesplan og uddannelsespålæg, målgruppevurdere de unge til FGU, vedligeholde og ajourføre Ungedatabasen og have opsøgende indsats for alle unge, der ikke har mindst en ungdomsuddannelse eller er fast forankret på arbejdsmarkedet – også unge, der har afsluttet en FGU.

Sammenhæng og koordination er forsvundet
Imidlertid er nogle af de centrale elementer af vejledningsreformen fjernet: Ingen sammenhængende vejledningsindsats i hele uddannelsessystemet, ingen koordination mellem sektorerne, intet rådgivningssystem (kun i forhold til erhvervsuddannelserne).

Kommunernes ansvar for opgaverne vil sikkert føre til stigende forskellighed i indsatserne, og man kan spørge, hvilken af de to kulturer, som nu skal arbejde sammen om de unge, der vil vinde i den kommunale ungeindsats: Vejledning eller overvågning af de unge? Hensynet til individet eller samfundet?

Det er næppe hensigtsmæssigt, at den individuelle vejledning er reserveret udsatte unge, og det er kontraproduktivt i forhold til ønsket om, at flere skal vælge en erhvervsuddannelse. De hyppige ændringer af reglerne har gjort det umuligt at evaluere de enkelte ændringer – vi aner ikke, om ændringerne virker! Men et af de redskaber, vi faktisk ved virker, er den individuelle vejledning. En undersøgelse fra 2010 (Clearinghouse) fremhæver individuel vejledning som effektiv og det samme gør en SFI-undersøgelse fra 2012.

”Fra folkeskole til faglært” (aftale nov. 2018)
Aftalen indeholder mange gode initiativer, men har også elementer, der flytter vejledningen tilbage til lærerne, og dermed øger den sektorisering af vejledningen, som reformen netop var et opgør med – og som også er set i forhold til Studievalg (se ovenfor): Lærerne får en fremtrædende rolle i styrkelse af elevernes valgkompetence , der skal etableres en sammenhængende plan for udskolingsaktiviteter med eksisterende og nye vejlednings- og undervisningsbaserede aktiviteter, som integreres i undervisningen, der udvikles nationale materialer og værktøjer, som lærerne kan bruge. Hvor er den professionelle vejleder henne her?

Hertil kommer, at introkurser og brobygning erstattes af en ny model for introduktion til ungdomsuddannelserne, selv om ministeriets årlige undersøgelser af 9. og 10. kl. viser, at netop brobygning o.l. er et effektivt værktøj.

Hvad skal der til?
Politikerne vil med god grund have dokumentation for, at vejledningen virker. Så hvis udvandingen af vejledningen skal standes og vendes, er det nødvendigt at få samlet data for effekten af vejledning.

[i] De anførte årstal for de politiske aftaler er året for gennemførelsen af de tilhørende lovændringer.