Fremtidens organisation kræver selvledelse

0

Louise Orbensen, ledelsesekspert og partner Leading Humans

Louise Orbesen, ledelsesekspert og partner i Leading Humans, fik lov til at sætte punktum for UU DANMARKs årskonference med et spændende og udfordrende oplæg om fremtidens organisation. I sit oplæg gav hun et indblik i paradigmeskiftet fra den industrielle revolutions verdensbillede til et nyt verdensbillede, der ser organisationer som organismer.

Et paradigmeskifte, hvor de menneskelige incitamenter bevæger sig væk fra pisk og gulerod over mod formål, mestring og frihed. Det stiller krav til fremtidens ledelse, som skal bevæge sig fra at ’regne den ud’ og kontrol til at kunne fornemme spændinger og respondere på disse fornemmelser.

”Vi skal have et forhold til organisationen, som om den har sit eget liv, og vi skal spørge organisationen, hvordan vi kan tjene den. Der er en fed kraft i det, og det er ikke spor mystisk.”

Ifølge Louise Orbesen kan vi ikke lave fremtidens organisation og sætte en ’gammel’ leder til at lede den. Så lederen bliver nødt til at gå over broen til det nye paradigme først. For når man er gået over broen, ser man på verden på en anden måde og skaber mening omkring verden på en anden måde.

”De ledere, vi hylder i dag, er den stærke leder, der har hånden på rettet, som ved vi skal dén vej, og som kan stå stærkt, når der er modvind, og som er der for at lede andre. Den type leder, er dem vi læser om i avisen i dag, men de er ikke den type ledere, som fremtiden har brug for, for fremtiden er mere kompleks og vi har brug for ledere som kan holde modsætninger inde i sig selv. Som kan holde både sit eget men også mange andres syn og perspektiver, og som ikke er der for at lede, men for at andre kan lede, og som ikke er der for at løse problemer, men at finde problemer.”

Tillid bærende for fremtidens organisationer
I fremtidens organisation skal vi hele tiden udvikle os som mennesker, så vores møder og de måder vi sætter ting op på, skal handle om, at vi lærer noget om os selv, fordi hvis vi kan vide meget om os selv og vide meget om vores relationer og fungere i vores relationer, så laver vi nogle bedre og stærkere organisationer.

Det vi kan se i konturerne af fremtidens organisationer er, at de er præget af selvledelse. De har ikke hierarkier, hvor man skal op og hente beføjelse, og det giver mening i et komplekst system.

”Prøv at forestille jer, hvis jeres krop, som er et komplekst system, skulle man op og spørge chefen, hver gang hjertet skulle pumpe og lungerne skulle trække vejret, Vi ville dø inden der er gået et halvt minut, fordi det er alt for komplekst til, at det kan fungere i et hierarkisk system.”

Det hierarkiske system er som et styresystem, der ikke længere kan håndtere den mængde data og viden, der kommer. I fremtidens organisationer, skal vi skære lederne væk og skabe netværk af selvledende teams, som arbejder sammen. I fremtiden organisationer vil medlemmerne tage et andet mere naturligt ansvar. Det handler ikke længere om mine og dine interesser, men vores fælles interesser. Vi er alle dele af en større helhed, både som enkeltindivider og som organisationer, og det vi gør, påvirker og har konsekvenser et andet sted.

”Vi bruger meget tid på at snakke om, hvad der skete i fortiden eller hvad der skal ske i fremtiden, men det er noget, der alt sammen foregår oppe i hovedet. Vi kommer hurtigt til at fortabe os i noget, der kommer længere og længere væk fra det, det handler om. Det, det handler om, er det, der sker nu og her. Det er lige nu og her, vi kan mødes som mennesker. Der er en enormt forløsende kraft i nuets kraft, som gør at man kan være sig selv og interagere som sig selv med andre mennesker, som også er sig selv. Det kræver tillid.”

Louise Orbesen opfordrede til, at vi som ledere og organisationer tør åbne os op for det, der er på vej og for nuets kraft.

Og på den opfordring takkede Anders Ladegaard alle deltagere og oplægsholdere for et par inspirerende og tankevækkende dage.