Karrierelæringsglemsel

0

Bo Klindt Poulsen

Af Bo Klindt Poulsen,
Lektor i karrierevejledning, VIA University College og ph.d.-studerende ved Forskningsenheden for vejledning, DPU, Aarhus Universitet.

Hen over nytåret læste jeg professor Lene Tanggaards nye bog, ”Læringsglemsel”. Det er en af de bedste bøger, jeg har læst meget længe, og det er efter min mening en af de vigtigste bøger om undervisning, uddannelse, læring (og vejledning!) som er udkommet i de seneste år.

Lene Tanggaards udgangspunkt er, at mennesker lærer bedst, når de ikke er opmærksomme på, at de er i gang med at lære. Det gælder børn såvel som voksne, men det er måske særligt vigtigt at betone i forhold til unge, som mere end nogle andre bliver afkrævet refleksioner over egen læring, refleksioner over læringsstrategier, læringsstile og ikke mindst egen karriereudvikling, i skolen, i vejledningen, i støttetilbud, i tests, i målinger af dit og dat.

Men får vi egentlig talt om det egentlige, når vægten i den grad lægges på læring og refleksion over læring? Ikke ifølge Tanggard:

”Vi skal turde at lade os opsluge af noget, kaste os ind i noget, opleve læringsglemsel og derigennem vinde nye indsigter. (…) Når man er opslugt og engageret i læringsglemsel, så risikerer man at miste sine mål af syne. Det betyder ikke, at man lærer mindre. Tværtimod. Det handler bl.a. om at turde tro på det, der sker, når man lader sig kaste ind i og dvæle ved det, der sker.” (Tanggaard 2018, s. 74-74)

For mig at se beskriver Lene Tanggaard her en erfaring, vi alle kender, og det der gør det ekstra spændende er, at hun i disse år, gennem forskellige forskningsprojekter, er i gang med at underbygge denne hverdagslige (men virkelig vigtige) læringserfaring forskningsmæssigt. At ”læringsglemsel til enhver tid er mere primær i læreprocesser end refleksionen over og bevidstheden om at lære.” (Tanggard 2018, s. 82)

Men hov! Er det da ikke det andet budskab, du og gode vejledningsforskningskolleger i disse år turnerer med, kunne nogen rimeligvis spørge? At karrierelæring handler om at skabe refleksion over læring og læringsmuligheder i forhold til egen karriere og karriereudvikling? At udnytte potentialet i karriereaktiviteter (og undervisningsaktiviteter og alt der imellem) gennem tilrettelæggelse af systematiske refleksionsprocesser for den enkelte unge?

Ja og nej.

Ja, i den forstand at det er (en del af) budskabet i en bog som ”Udsyn i udskolingen”. Ja, i den forstand at jeg helt tilslutter mig Randi Skovhus’ analyse fra hendes ph.d.-afhandling, at hvis ikke unges besøg på virksomheder, på uddannelsesinstitutioner eller lignende, støttes af meningsfulde aktiviteter før og efter besøget, så bliver de ofte ligegyldige for alle parter. Og ja i den forstand, at jeg stadig mener, at det er væsentligt at overveje, hvilke typer spørgsmål, vi stiller unge, når det handler om (valg af) uddannelse og job. Stiller vi spørgsmål som ”er det noget for dig?”, som afkræver en umiddelbar dom? Eller stiller vi spørgsmål, der suspenderer dommen og synsningen lidt, og i stedet fx fokuserer på, hvad der faktisk skete under et uddannelsesbesøg med det formål at understøtte nogle andre (lærings-)perspektiver i vejledningen? Alt dette kan jeg helt og aldeles skrive under på.

Men nej, i den forstand at jeg nogen gange tænker på, om vægten bliver lagt lidt for meget på karrierelæring som metode, identifikation af egne (karriere-)læringspræferencer som saliggørende, og refleksion og selv-refleksion hos den unge som den ultimative markør på succes, effekt og progression?

Et sådant fokus kan måske nok sige noget om, hvordan man ret konkret netop kan arbejde med læreprocesser, men det siger ikke noget om drivkraften til overhovedet at lære noget om karriere. Jeg betvivler faktisk, at fx det at kunne reflektere over egne (karriere-)læringsstrategier og –stile i sig selv har drivkraften til at engagere sig i en karrierelæringsproces.

Igen, det er ikke fordi refleksive processer og meta-refleksive processer over det at lære ikke kan være udmærkede. Det er med Lene Tanggaard bare ikke det primære i læringsprocessen – og her mener jeg også, at vi kan tale om karrierelæringsprocessen. Det er læringsglemslen.

Læringsglemslen er nysgerrigheden over for verden, lysten og engagementet vi kaster os ud i verden med; dér hvor vi åbner os for verden og for andre i verden. Det kræver, at der er nogen at opdage verden sammen med. Det kræver at der er voksne og professionelle mennesker, som kan pege på verden, som kan hjælpe med at få øje på de stier, man kan gå ad.

Med Lene Tanggaards gode ord:

”Vi skal turde pege på noget, som vi finder værdifuldt at læse eller at kunne og at lære, og at gode oplevelser i disse sammenhænge kan få børnene til at få lyst til mere. Som Biesta [den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta] har formuleret det i Den smukke risiko med en parafrasering af W.B. Yeats’ ord: ’Det gælder ikke om at fylde en spand [med læringsmål, Lene Tanggaards tilføjelse], men om at tænde et bål.” (Tanggaard 2018, s. 92)

Karrierelæring handler for mig om ikke at overbetone og overophede ’lærings’-delen af begrebet. Det må ikke være læring i forståelsen hvordan vi mest effektivt skaber individuelle læringsprocesser, hvor elevens læringsprogression kan monitoreres og selv-monitoreres gennem endeløse loops af refleksion.

Tanggaard peger meget rigtigt i sin bog om læringsglemsel på forskning i refleksion af professor Nina Bonderup Dohn, som viser hvordan det store fokus på refleksionsprocesser i skolen (og i vejledningen, tør jeg tilføje) kan føre til en ”fiksering i refleksion”. En fiksering, hvor eleverne (i Dohns eksempel på en professionsuddannelse) har tillært sig de rigtige ord og begreber til at beskrive deres læringsproces, sådan så de tilfredsstiller underviserens (eller vejlederens!) krav om selv-refleksion. Men uden at det måske egentlig er det de har oplevet, lært eller erfaret. I ophobningen af evaluering gennem (selv-)refleksion igennem skolesystemet har eleverne lært sig selv, hvordan de kan svare strategisk uden nødvendigvis at have lært noget bestemt. Et fænomen der heller ikke er ukendt i hverken vejledningsverdenen eller i det sociale system, hvor man næsten kan komme til at opfatte ’klienternes’ strategiske tilegnelse af det sprog, som hjælperne ønsker at høre, som en slags befriende modmagt til kravet om kontinuerlig udlevering af selvet.

I stedet må karrierelæring handle om noget. Handle om at ville noget med nogen. Handle om at turde pege ud i verden, opfordre til at engagere sig med verden, hjælpe med at være nysgerrig over for verden og mig selv i den verden. Læringsbegrebet, i den forstand det overdeterminerer styring af den enkeltes handlinger og selvforståelse gennem mål og målsætninger og loops af selv-refleksion, må gøres svagere ved at fjerne det fra sin potentielle (og i mange tilfælde ret reelle) styring af karriere til tilpasning til en helt bestemt dagsorden – hvad enten det er ’flere på erhvervsuddannelse’ eller ’fremtidens kompetencer’.

Som Lene Tanggaard skriver:

”Vi skal samtidig lade være med at tro, at vi entydigt og med sikkerhed kan forcere læreprocesser gennem mål og strategier. Det kan vi ikke. Hvis vi tvinger unge mennesker til al for tidlig læringsmonitorering, så ender de med angst, og de fikseres i for tidlige forestillinger om, hvem de er, og hvad de kan blive. Læringsglemsel repræsenterer i den forstand en åbning for den tid, det tager at blive til.” (Tanggaard 2018, s. 182)

Lad os arbejde med at skabe en karrierelæring, som med Folkeskolens formålsparagrafs smukke ord, ”så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling at handle”. Og lad os huske, at en sådan karrierelæring kræver at der er plads, tid og rum til karrierelæringsglemsel for den unge, en karrierelæringsglemsel som skaber rammer for ”oplevelse, fordybelse og virkelyst.”