Vejledningen er sendt i ekspertgrupper

0

Anders Ladegaard, formand for UU DANMARK

For nylig indgik regeringen, DF, Socialdemokratiet, De Radikale og SF en politisk aftale: ”Fra folkeskole til faglært – erhvervsuddannelser til fremtiden”. En aftale med et klart signal, men også med mange hjørnespark.

Det klare signal afspejler sig i økonomioversigten, hvor omprioriteringsbidraget på erhvervsskolerne er blevet annulleret, kvalitetspuljen er forlænget, der bliver øget adgang til GF1 og GF+ er prioriteret. Disse indsatser tegner sig for 82 % af den økonomi, som følger med den politiske aftale. Det er godt for erhvervsskolerne, at de ikke skal aflevere så mange penge som planlagt og det er godt for de unge, at der bliver bedre muligheder for at starte på GF1 og på GF+. Det er et klart signal om at prioritere erhvervsskolerne og så en hel del hjørnespark på de 51 resterende initiativer i aftalen.

Udskolingen og vejledningen har potentiale
De første kapitler af aftalen handler om udskolingen og vejledningen. Jeg glæder mig over, at politikerne har lyttet til en række af de anbefalinger UU DANMARK har peget på, som en mulig vej til en sammenhængende udskoling og en god overgang til ungdomsuddannelse. Det handler blandt andet om:

  • Praktiske valgfag på erhvervsskolerne
  • En styrket vejlednings- og afklaringsindsats i udskolingen
  • En sammenhængende plan for udskolingsaktiviteterne på tværs af landet
  • En bedre model for introkurser og brobygning med fokus på læring
  • En uddannelsesplan med konkrete mål for alle elever
  • En revision af de nationale mål for vejledningen
  • Læringsaktiviteter på tværs af skoler, ungdomsuddannelser, virksomheder og vejledning

Ud over muligheden for praktiske valgfag på erhvervsskolerne, er de mange overvejelser og anbefalinger i aftalen sendt ud i diverse ekspertudvalg. Vi håber selvfølgelig, at Undervisningsministeriet inddrager UU DANMARK i en række af ekspertudvalgene. Der er mange forskellige erfaringer, meget viden og forskellige rammevilkår på tværs af landet, som er vigtige at få sat i spil i ekspertudvalgene.

Lærerfagligheden og vejlederfagligheden
Aftalen fremhæver dels, at undervisningsbaserede udskolingsaktiviteter og vejledningen skal kobles sammen og dels at lærerne skal have en fremtrædende rolle i forhold til at hjælpe og støtte eleverne i at træffe de bedste uddannelsesvalg. Vi ved alle, at når der er et godt samspil mellem læreren og vejlederen om en ung, så kan vi nå rigtig langt. Det gode samspil er imidlertid kendetegnet ved, at forskelligheden i lærerfagligheden og vejlederfagligheden bliver en fælles styrke. Lærerne skal være stærke på det pædagogiske, didaktiske og fagenes indhold og udvikling og vejlederne skal være stærke på de unges selvkendskab, styrker og uddannelses- og jobkendskab.

Begge fagligheder er stærke i relationer, motivationsorienteringer og løsningsfokus. Dét er det fælles felt, som de to fagligheder mødes i og gør en forskel i for de unge. Vi vinder intet ved at ringe efter en tømrer til en murers arbejde, men sammen og med hver deres faglighed kan de skabe katedraler. Lad nu lærerne og vejlederne shine i hver deres faglighed og lad dem sammen hjælpe og støtte flere unge til at blive fremtidens murere og tømrere.

Anders Ladegaard,
Formand, UU DANMARK