Ny UPV med alles talenter i spil

0

Anni Matthiesen (V)


Af børne- og undervisningsordfører Anni Matthiesen (V)

I mit arbejde som ordfører for et regeringsparti gennem snart to år har forholdet omkring at få alle unge med nok været et af de emner, der har fyldt allermest. Tallene taler sit tydelige sprog. I Danmark har vi 70.000 unge mennesker mellem 15 og 30 år, som hverken har en ungdomsuddannelse, er i gang med en eller har fast tilknytning til arbejdet. Det kan vi og det skal vi gøre bedre.

Netop derfor nedsatte vores tidligere Venstre-regering ”Ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelse”. De er nu kommet med deres anbefalinger. Med baggrund i anbefalingerne er vores regering gået i gang med at udarbejde et reformudspil, der skal hjælpe udfordrede unge bedre på vejen fra folkeskole til job.

Fra Venstres side spiller vi på mange tangenter for at knække de negative kurver, der viser, at alt for mange unge ikke får ordentligt fat om livet.

Derfor indgik regeringen sammen med DF en aftale om en ny uddannelsesparathedsvurdering (UPV), som skal inddrage elevers praksisfaglige kvalifikationer.

Vi har med den nye UPV ønsket at gøre op med det, at der udelukkende blev vurderet ud fra sociale, faglige og personlige parametre. Nu skal praktiske kompetencer inddrages i vurderingen af elevernes uddannelsesparathed. Jeg er glad for, at vi laver en mere nuanceret uddannelsesparathedsvurdering, der inkluderer elevernes praktiske færdigheder. Nogle unge er nemlig bedre med deres hænder end andre. Vi understreger dermed, at elevernes praktiske færdigheder er en væsentlig kompetence, som kan være med til at åbne elevernes øjne for at tage en erhvervsuddannelse. Dette har naturligvis bragt forskellige bekymringer med sig blandt UU vejledere. For hvordan skal vurderingen overhovedet kunne lade sig gøre i praksis?

Her vil jeg gerne imødekomme de bekymrede og sige, at vi fra politisk hold kommer til at lytte hele vejen i gennem, så hver enkelt UU vejleder er tryg ved og tilfreds med den nye UPV.

For mig at se handler vores tiltag om, at ingen må blive efterladt på perronen, mens toget suser afsted mod fremtiden. Vi har et kæmpe ansvar for at få alle med, og det glæder jeg mig til at løfte.