En student i hånden er bedre end…

0
ng0bPjpr_400x400

Mette Sun Nygaard, afdelingsleder

En student i hånden er bedre end ti håndværkere på taget

Af Mette Sun Nygaard, afdelingsleder

Ja, hun vil jo gerne på Rysensteen gymnasium, for hun har hørt at de holder gode fester, sagde min veninde. Ikke med en overbærende stemme, men mere sådan konstaterende – som et gyldigt argument på linje med spændende studieretninger.  Jeg havde nok forventet et mere fagligt argument, men blev endnu engang bekræftet i, at uddannelsesvalg handler om meget andet end fag, studieretninger og skoleprofiler.

På en råkold søndag befandt jeg mig på en legeplads med en god veninde. Som vi stod der med hver sin termokop med kaffe faldt snakken på min venindes bonusdatter. Og jeg forstod på min veninde at – udover de sociale arrangementers betydning – var det at blive optaget på det rigtige gymnasium nærmest synonym med at få en god fremtid. Selvom hun måtte give mig ret i, at vi begge kender en del jyder i fremtrædende stillinger, der er studenter fra gymnasier, ingen nogensinde har hørt om.

Man ved ikke engang, om de holder fede fester
I Danmark går ungdomsuddannelserne groft sagt på to ben; Erhvervsuddannelser og gymnasier. Ifølge Undervisningsministeriet har 74,3 procent af de unge, der kommer fra folkeskolen i år, søgt en gymnasial uddannelse, mens 18,4 har søgt en erhvervsuddannelse. For selvom der er fokus på, at flere skal have en erhvervsuddannelse som førstevalg, er og bliver det en ulige kamp om de unges gunst. Årsagen er, at gymnasiet har en struktur, som ikke uden grund appellerer til de mange.

Hvert år kan vi læse om studenterne, der springer ud samtidig med bøgen og om superstudenter, der allerede står med det ene ben i konsulentfirmaet McKinsey. De skriver lange begavede kronikker og debatindlæg om vigtige samfundsmæssige problemstillinger. For til sidst at køre rundt i hestevogn fulde og glade og nærmest udødelige.

Alt sammen fortællinger der er med til at gøre gymnasiet til en fortælling om tre år, hvor der er tid og rum til at pille sig selv i navlen og samtidig lære om Kant, Kierkegaard og kulturradikalisme. Ikke overraskende opfatter mange unge det som et attraktivt uddannelsesvalg. En ungdomsuddannelse med en velkendt struktur, med skoleklasser, hierarki og en vis kronologi, som den de kender fra folkeskolen.

Læg dertil den såkaldte lemmingeffekt. Mon ikke kun de færreste kan frasige sig at have løbet i samme retning som alle andre uden helt at vide hvorfor.

Hvilke fortællinger findes der om erhvervsuddannelserne? Er der fredagsbar? Holder de fede fester? Det er der ingen, der ved. Der er et Grundforløb 1 og et Grundforløb 2 og et Hovedforløb delt op i første, anden og tredje skoleperiode. Og ind imellem skoleforløbene er du i praktik hos en arbejdsgiver. Sådan en rigtig en, som har en forretning eller en virksomhed med en omsætning. Det er i øvrigt den, der med til at betale din løn. Derfor kan arbejdsgiveren med rette forvente, at du møder til tiden fredag selvom du har været i byen torsdag. Sådan er det selvfølgelig også på gymnasiet, men der går det kun ud over dig selv, hvis du ikke er helt frisk fredag.

Det er en struktur, der er meget anderledes end den, de unge kender fra folkeskolen – og så ved man ikke engang om, de holder gode fester …

Men erhvervsuddannelserne er andet og mere end det. For du møder også andre unge, der ligesom du har en interesse i at kombinere praktiske erfaringer med fagspecifik viden. At blive en praktisk fagnørd. Og hvad fester angår, så må I jo skabe jeres egne. For det er jo netop det I lærer på en erhvervsuddannelse, at skabe noget selv.

En ulige kamp
Den politiske ambition om, at 25 % af en ungdomsårgang skal vælge en EUD i 2020, kræver, at vi erkender, at kampen på ungdomsuddannelsesområdet er ulige. Og at vi handler ud fra den viden.

Men hvilke muligheder har erhvervsuddannelserne da, når kampen om eleverne er en ulige kamp? Hvad gør man, når regnestykket ikke går op? Så må man låne.

Det, erhvervsskolerne skal låne, er først og fremmest tid. For det handler om, at de unge bliver modne til den struktur, der er på erhvervsuddannelserne. En måde at købe tid på er den politisk kloge beslutning om at lade erhvervsskolerne oprette 10. klasser. Klogt fordi de unge kan vælge en skoleform med en struktur, de kender. På den måde får de unge kendskab til erhvervsuddannelserne gennem et velkendt skoleforløb. 10.klasse på en erhvervsskole, kan blive en ”smagsprøve” på et fag, et håndværk og giver de unge praktisk erfaring, som kan være med til at kvalificere deres valg.

Vi må som velmenende voksne acceptere, at en velkendt struktur og stærke fællesskaber er betydningsfulde for de unge. For selvom politikere og andre har travlt med at fortælle de unge og deres forældre, at en erhvervsuddannelse skam er en fin uddannelse, ændrer det ikke på, at mange fortsat fravælger de erhvervsfaglige uddannelser efter devisen; ”en student i hånden, er bedre end 10 håndværkere på taget”.

Kampe om at blive de unges fortrukne ungdomsuddannelse, kan aldrig blive helt lige. Men vi kan stræbe efter at skabe en bedre balance. En ting er sikkert; hvis vi ikke gør forsøget, så taber alle.