Debat: Nettet strammes

0
Lene Poulsen

Lene Poulsen

Af Lene Poulsen, Lektor og faglig koordinator, UCC Professionshøjskolen

Individuelle behov eller samfundsmæssig nytte? Den evindelige diskussion om vejledningens berettigelse er nok engang altoverskyggende og nødvendig.

På trods af, at man i Danmark har tiltrådt en række europæiske resolutioner om vejledning, som netop understreger grundlæggende værdier og udbytte af vejledningen som fx uafhængighed, tilgængelighed, personlig afklaring m.v., fornemmes det med et vist ubehag, at stærke og indflydelsesrige politiske kræfter ikke tillægger professionel vejledning en værdi – med mindre den bidrager til øjeblikkelig indfrielse af højtprofilerede uddannelsespolitiske målsætninger.

Den store vejledningsreform fra 2004 udgjorde startskuddet på en øget direkte politisk involvering i udøvelsen af vejledningen. Men den understøttede også behovet for en institutionelt uafhængig og professionel vejledningsindsats, herunder behovet for uddannede vejledere.

For øjeblikket ser vi en tendens til, at vejledningen gradvis overdrages til forældre, lærere, kammerater – og selvfølgelig de elektroniske medier. Den professionelle vejlederrolle nedtones og med erhvervsuddannelsesreformen har vi nået nye højder for statslig styring og regulering af vejledningsindsatsen, ikke mindst på UU-området. Millionbesparelser er gennemført – men ikke nok med det. Regeringen vil også sikre sig detaljeret indflydelse på, hvordan besparelserne føres ud i livet, hvilket kun kan opfattes som en eklatant mistillidserklæring til såvel vejledningsinstitutionerne som vejlederne og deres professionelle dømmekraft.

Af aftaleteksten om erhvervsuddannelsesreformen fremgår det for eksempel, at ”alle skal have vejledning – men ikke alle har brug for individuel vejledning”.

Udsagnet er ikke bare korrekt, det er en selvfølge – hvorfor budskabet i sidste ende udelukkende kan tolkes som en mistillid til vejledernes professionelle dømmekraft. Og som bekendt har man fra politisk hold besluttet, at den ny uddannelsesparathedsvurdering skal være afgørende for, hvem der har ret til hvilken ydelse.

Set fra min synsvinkel rummer beslutningen store udfordringer, både for de vejledte og for vejledningen som profession.

  • For det første afskæres hovedparten af udskolingseleverne nu med et slag muligheden for en direkte og personlig vejledningsydelse i UU-regi. Dette står i skærende kontrast til det reelle behov for vejledning, som det fx fremgår af en ny forskningsrapport fra CEFU i forbindelse med projektet ”Fremtidens valg og vejledning”. Heri dokumenteres det, at mellemgruppen af elever i folkeskolens afgangsklasser – på trods af, at de er erklæret uddannelsesparate, er de mest uafklarede og tvivlrådige og dermed mindst valgparate. For mig er det samtidig en illustration af, at behovet for vejledning ikke kan opgøres fra et ministerielt skrivebord. Tværtimod er det en kernekompetence blandt professionelle vejledere at vurdere et individuelt vejledningsbehov og tilpasse vejledningsydelsen indenfor de budgetterede rammer så det giver mening for den enkelte. Med reformen er dette ikke længere muligt.
  • For det andet er det bemærkelsesværdigt, at begreber som (uddannelses)parathed >< ikke parathed har afløst begreberne afklaret >< uafklaret som klassiske parametre for identifikation af vejledningsbehov og valgkompetence. Og spørgsmålet om, hvad der er meningsfuldt >< ikke meningsfuldt for den enkelte er end ikke overvejet. Dette diskursive skred minder til forveksling om et tidligere skift i uddannelsesvejledningen, hvor indsatsen ’gennemførelsesvejledning’ på ungdomsuddannelserne blev erstattet af en ’fastholdelsesindsats’. Remember? Nu som dengang er der tale om, at fokus flyttes fra det handlende subjekt til den institutionelle aktør.
  • Sidst men ikke mindst er det et problem, at al den snak om vejledningens organiseringsformer og tilrettelæggelse (individ/gruppe/kollektiv) overskygger den indholdsmæssige kerne i vejledningen, som handler om den enkeltes udvikling af kompetencer til at træffe valg og håndtere overgange i relation til uddannelse og arbejdsmarked.

Andetsteds i erhvervsskolereformens aftaletekst understreges det, at ”alle unge skal udfordres på deres uddannelsesvalg (…) så flere vælger en erhvervsuddannelse”.

Jamen, selvfølgelig kan det ikke anfægtes, at politikere danner sig en mening om, hvilke kompetencer vi som samfund har brug for i fremtiden og indretter uddannelses-og arbejdsmarkedspolitikken på deres overvejelser og fremskrivninger. Her kan man for min skyld lege med adgangskrav, incitamentstrukturer og prøve at påvirke søgemønstrene den vej rundt.

Men det er – ikke bare uheldigt, men direkte nedbrydende for professionen – at pålægge vejledningen den opgave, at vejlede til bestemte uddannelser eller brancher. De vilkår, som strukturerne sætter, indgår selvfølgelig i vejledningen som noget den unge skal hjælpes til at håndtere, fx et højere karakterkrav, en mere målrettet indsats m.v. – men man skal ikke måle VEJLEDNINGEN på, om der kommer flere eller færre elever i erhvervsuddannelse, flere eller færre ’kvinder i JERNET’ (hvilket var en populær målsætning i 90’erne), eller noget andet specifikt resultat. For det er ikke vejlederen, der på samfundets vegne kan eller skal vælge og handle – det er den unge selv. Og det handler om den unges liv og fremtid.

”God vejledning bringer håb, opmuntring, afklaring og aktiv deltagelse ind i den anden persons tilværelse” (Vance Peavy)

Om kort tid vil UU-vejledningen blive effektmålt på, om det fornødne antal unge har valgt en erhvervsuddannelse. Man kan kun håbe på, at udfaldet – positivt eller negativt – ikke er ensbetydende med, at vejledning i ovenstående forstand er afgået ved døden.