Debat: Vejledningsetikken under pres

0
Liza Schmidt, bestyrelsesmedlem i Danmarks Vejlederforening

Liza Schmidt, bestyrelsesmedlem i Danmarks Vejlederforening

 Charlotte Knagh Trojahn, formandskandidat i Danmarks Vejlederforening

Charlotte Knagh Trojahn, formandskandidat i Danmarks Vejlederforening

Af Liza Schmidt, bestyrelsesmedlem i Danmarks Vejlederforening og studie- og karrierevejleder på DTU og Charlotte Knagh Trojahn, formandskandidat i Danmarks Vejlederforening og Studie- og karrierevejleder på KU.

 

 

 

Som vejledere er det vores opgave at tage ansvaret for den samtale og den relation vi indgår i sammen med den vejledningssøgende. Det er vores opgave at sætte rammerne for et rum, hvor refleksion, spørgsmål, udvikling og valg er en mulighed. Hvordan den vejledningssøgende efterfølgende bruger denne viden, refleksion og udvikling, der sker i vejledningsrummet, er ikke vejlederens ansvar.

Eller sådan vil vi måske gerne se på os selv. Det store spørgsmål er, om det overhovedet er muligt at opretholde dette ideal i en tid, hvor vejledere i stigende grad sidder med en bunden opgave. Der skal vejledes mod særlige uddannelsesretninger, sikres hurtigere gennemførsel, borgere skal matches til bestemte tilbud osv.

Ser man på FUEs etiske principper, er skismaet klart skitseret:

”Vejledning sker altid i en kontekst – under vilkår og rammer der ofte har en institutionel sammenhæng og en politisk og samfundsmæssig forankring. Konteksten kan repræsentere mål og interesser på et samfundsmæssigt plan, som ikke altid er i overensstemmelse med borgerens interessefelt”. Til gengæld præciseres det at: ”Den professionelle vejleder er først og fremmest bundet af hensynet til borgeren, og professionens etik bygger på, at vejlederen er dybt forpligtet af dette hensyn”.

Problematikken er altså ikke ny. Vejlederen har i alle årene skullet navigere mellem samfundets behov og individets behov. Hvorfor er dette så relevant igen? Det er det, fordi vi i Danmarks Vejlederforening mærker, at mange vejledere på tværs af sektorer oplever, at vejledning anses som et instrument til at fremme politiske eller institutionelle interesser på bekostning af individets.

De seneste reformer på de videregående uddannelser, hvor artiklens skrivere er forankret, viser endnu engang tydeligt denne tendens. De studerende skal hurtigere igennem deres uddannelse, og der er meget begrænset plads til omvalg, kreative løsninger eller alternativer. Sammen med de andre reformer inden for uddannelse- og erhvervsområdet, der har set lyset i de seneste par år, er dette blot én i rækken hvor vejledning fremhæves som en del af løsningen på en række samfundsmæssige udfordringer, og ikke som en mulighed for den enkelte.

Når vejledningsopgaven defineres af politiske målsætninger og reformer, tipper den etiske vægtskål. Frem for at være et redskab til refleksion, myndiggørelse og valgkompetence, bliver vejledning i stigende grad målt på specifikke succeskriterier – flytter vi dem, matcher vi dem, får vi dem hurtigere igennem.

Kunne man forestille sig, at andre professioner, der arbejder med mennesker og udvikling, f.eks. psykologer, skulle få en målsætning for, hvor mange de skulle melde raske om året? Hvor mange de skulle få i arbejde? Eller hvor mange de skulle få til at vælge et samfundsrelevant studium? Nej, det kunne man nok ikke.

Så hvordan kan det være, at vi har så vanskeligt ved at hævde vores professions egenart? Være med til at sætte rammerne for vejledningens succes og muligheder? Og hvordan kan vi i fremtiden sikre, at borgerne fortsat kan få en etisk forsvarlig vejledning?