Debat: Vejledning er mere end professionel vejledning

0

Af Claus Rosenkrands Olsen, uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv

Claus Rosenkrans

Claus Rosenkrands Olsen, uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhver

Vejledning anses ofte som den mirakelmedicin – det quick fix – der med et trylleslag kan få de unge til at ændre uddannelsesadfærd. Når de unge fravælger erhvervsuddannelserne, er svaret ofte, at vi skal have mere vejledning. Derfor ligger den politiske fristelse til at ændre rammerne for vejledningen ganske højt, og midlet har været flittigt anvendt. Desværre må vi konstatere, at medicinen ikke har virket. Omtrent samtidig med, at Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) rundede sin 10 års fødselsdag, ramte søgetallene fra grundskolen til erhvervsuddannelserne endnu en gang et historisk lavpunkt.

Det er dog hverken UU’s eller vejledernes skyld. Dertil er problemstillingen for kompleks, og handler bl.a. om den katastrofekurs, der i årevis har været sat for erhvervsuddannelserne – og det styrtdyk i image og prestige, der er fulgt med. Selvom erhvervsuddannelsesreformen har potentialet til at genrejse de faglærte uddannelser fordrer problemstillingens kompleksitet derfor også en langt mere nuanceret tilgang til vejledning og de professionelle vejlederes rolle.

Med folkeskole- og erhvervsuddannelsesreformerne skifter fremtidens vejledning atter ansigt. UU-vejlederne skal nu fokusere på de mest udfordrede unge, og resten skal primært vejledes kollektivt eller via e-vejledning. Det er i sig selv fornuftigt nok at fokusere vejledningsressourcerne, hvor behovet er størst – men det efterlader spørgsmålet om, hvordan de resterende udfordres i deres uddannelsesvalg.

Svaret på det spørgsmål starter med en erkendelse af, at vejledning er andet og mere end den professionelle vejleders samtale med en ung. Nogle foretager det rationelle valg baseret på faktuelle input fra vejlederen, mens andre læner sig op ad lærerens eller forældrenes anbefalinger. Nogle træffer valget, fordi de er stødt på et spændende fag under et praktikophold, og andre vælger det samme som deres venner. Det sidste vil aldrig kunne undgås – sådan vil det altid være.

Det væsentlige er, at den professionelle vejleder – den vejledning vi oftest fokuserer på – kun udgør en del af vejledningen. Derfor bør vi skelne mellem (mindst) tre former for vejledning: Den personlige, den praktiske og den professionelle.

Den personlige vejledning er kendetegnet ved, at den finder sted i relationen mellem en ung og de voksne autoriteter, der kender de unge bedst. Udover forældrene er det ofte en lærer eller en voksen i fritidslivet. Den praktiske vejledning består af de praksisoplevelser, de unge møder på deres vej. Det kan være virksomhedspraktik, mødet med en rollemodel, praktiske projektforløb i skolen og meget mere. Og endelig leverer den professionelle vejledning oplysning om indhold, krav mv. i uddannelserne, skoler og de job- og videreuddannelsesmuligheder de giver. Der vil naturligvis være overlap mellem de tre, men tilsammen bidrager de til at udvikle de unges valgkompetence, så muligheden for at træffe det rigtige valg øges.

De seneste ændringer giver læreren en større rolle for vejledningen. Med folkeskolereformen skal skolen samtidig udfolde den understøttende undervisning, udvikle faget uddannelse & job, skabe en mere varieret skoledag, der motiverer flere elever, og realisere den åbne skole. Der er – af mange årsager – al mulig grund til at sætte turbo på disse elementer i reformen nu.

I dag står skolen f.eks. med en gruppe elever, som mister interessen for undervisningen og ender med at lære for lidt i løbet af deres skoleforløb. Mange i den gruppe er startet på erhvervsskolerne, og fortællingerne om, hvordan den praksisorienterede erhvervspædagogiske undervisningsform tænder læringsgnisten i de skoletrætte unges øjne, er mange. Men hvis vi kan se, at det virker, hvorfor så vente til eleverne har forladt grundskolen med at introducere den erhvervspædagogiske undervisningsform for dem?

Ved at trække erhvervsskolerne ind i grundskolen kan man samtidig øge muligheden for at koble virksomheder og unge rollemodeller på. Vi ved, at vejlederne efterspørger mere af dette til at understøtte deres professionelle vejledning, og det er åbenlyst, at erhvervsskolerne kan levere en smutvej til at udbrede og styrke skole-virksomhedsarbejdet og brugen af rollemodeller.

Omsat på den rigtige måde har det potentiale til at sætte kød og blod på faget uddannelse & job, udvikle folkeskolens understøttende undervisning og den åbne skole, og gøre undervisningen mere varieret og motiverende for eleverne. Ikke kun for de umotiverede og udfordrede, men for alle elever. Samtidig – og det er det væsentlige i denne sammenhæng – vil det levere et værdifuldt bidrag til vejledningen af alle unge om erhvervsuddannelserne.

Der er i og for sig intet lovgivningsmæssigt til hinder for, at det kunne finde sted allerede i dag, men det sker kun i begrænset omfang. Derfor bør der iværksættes initiativer, der skaber et tættere samarbejde mellem folkeskoler og erhvervsskoler om en mere erhvervs- og anvendelsesorienteret undervisning i folkeskolen. Ikke afgrænset til kortere projektforløb og temauger spredt over skoleåret, men et løbende samarbejde, der også understøtter fagmålene i den daglige undervisning i dansk, matematik, fysik, sprog osv.

Det kan f.eks. ske ved, at erhvervsskolelærerne inddrages i folkeskolelærernes forberedelse og gennemførelse af undervisning, så den kobles til de fagområder, der findes i erhvervsuddannelserne. Samtidig kan unge rollemodeller fra erhvervsskolerne inddrages – evt. som undervisningsassistenter – foruden relevante praktikvirksomheder, der kan indgå i projektforløb med afsæt i aktuelle og konkrete udfordringer i virksomhederne, som eleverne arbejder med.

En udvikling i den retning kan understøttes på mange måder. Man kan eksempelvis forpligte alle skoler på at indgå samarbejdsaftaler med en erhvervsskole om fælles forberedelse og tilrettelæggelse af undervisningsforløb i folkeskolen. Eller der kan fastsættes måltal for andelen af folkeskolens undervisning, der skal tilrettelægges i samarbejde med en erhvervsskole. Det kender man bl.a. fra den nye EUD10.

Først og fremmest er det dog vigtigt, at man finder en model for, hvordan samarbejdet og relationerne kan opbygges og understøttes. I det arbejde kan UU’erne og vejlederne spille en central rolle som procesfacilitator mellem de to skoleformer. I det hele taget er der behov for at se nærmere på, hvordan vi får de forskellige former for vejledning til at spille bedre sammen, herunder ansvars- og rollefordelingen mellem de forskellige aktører.

Samtidig vil der være behov for at udvikle en finansieringsmodel på tværs af de to skoleformer, og finde ressourcer til relationsopbyggende aktiviteter mellem lærergrupperne lokalt og til dobbeltlærerdækning, når erhvervsskolelærerne inddrages i folkeskolens undervisning.

Der er store gevinster ved at bringe de to skoleformer tættere på hinanden, og det vil på mange flader understøtte de politiske mål, der er opsat for de to reformer. Det er derfor på tide, at vi tager en debat om, hvordan vi sætter skub i denne udvikling, og forslagene her skal blot ses som et forsøg på at rejse den debat. Der findes mange veje til at nå målet – og sikkert også helt andre end dem jeg har foreslået. Potentialet for at gøre noget er dog til stede. Erhvervsskolerne og virksomhederne er klar. Erhvervsskolelærerne og deres elever vil gerne. Folkeskoleeleverne efterspørger det. Og vi kan se, at det virker.