Debat: Erhvervsuddannelser – valg og virkelighed

0

Af Faglærer og vejleder Hans Rosbjerg, Herning

Faglærer og vejleder Hans Rosbjerg, Herning

Hans Rosbjerg, Faglærer og vejleder Herning

Uddannelsesdebatten kører. I øjeblikket drejer det sig om erhvervsuddannelsesreform, adgangskrav, frafald, manglen på praktikpladser, image og den øgede gymnasiefrekvens.

Det er efterhånden normen, at man tager en gymnasial uddannelse, hvis man er bogligt dygtig eller usikker på, hvad man vil. Det kan jeg godt acceptere, da en gymnasial uddannelse giver nogle brede almene kompetencer, som vi alle har brug for – også i erhvervsuddannelserne. De faglige krav er stigende og ændrer sig hele tiden i takt med den teknologiske udvikling.

Derimod er jeg dybt uenig med den opfattelse, at de faglige uddannelser ikke giver udfordringer og muligheder nok, eller er rettet mod de ”ikke gymnasieegnede” og ikke skaber ”hele mennesker”. Hvis ikke vi har nogle dygtige elektrikere, VVS´er, tømrer, struktører, smede, industriteknikere, IT-supportere, SOSU´er, kontorfunktionærer, landmænd, m.fl., så ville det se helt anderledes ud – også kulturelt.

Det er selvfølgelig ikke nødvendigt, at have en gymnasial uddannelse for at tage en erhvervs-uddannelse, men når omkring 75% af en ungdomsårgang vælger en studentereksamen, er det en nødvendighed også at rekruttere blandt studenterne, hvis vi fremover skal dække virksomhedernes efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft.

Vi har i allerhøjeste grad har brug for, at erhvervsuddannelserne styrkes, så vi også fremover får dygtige faglærte, der kan få dagligdagen til at fungere. Vil man læse videre eller være selvstændig, er det for øvrigt også en rigtig god kombination – der er nemlig mere og mere brug for personer, der har en høj grad af teoretisk viden, som også er forankret i praktisk kunnen og erfaring.

Kort sagt – kendskab til både Blicher og Blücher.

Selvom tilgangen direkte fra grundskolen er faldet markant gennem de senere år, så er det blevet opvejet gennem en øget tilgang af andre grupper, fx studenter og ufaglærte. Specielt de ufaglærte har gennem en RKV (Real Kompetence Vurdering) fået annerkendt og godskrevet deres faglige kompetencer og er derved blevet opkvalificeret med en relevant faglig uddannelse.

Elevprofiler
For at sætte dette i perspektiv, vil jeg gerne komme med min og mine kollegers vurdering af de elever, vi typisk møder på grundforløbet, og lidt forenklet vil jeg dele dem op i tre grupper:

  1. De boglig og praktisk dygtige elever, som har et bestemt mål med deres uddannelse. De er gymnasieegnede, men stærke nok til at modstå presset til at tage en gymnasial uddannelse, selvom de er blevet opfordret dertil. I stedet vælger disse elever ofte at fortsætte på en videregående uddannelse efter endt læretid. Det er en gruppe af elever, der er stor efterspørgsel efter, og de har meget nemt ved at finde en praktikplads.
  2. De praktisk dygtige/motiverede elever (nogle skoletrætte), som ikke har brugt deres ressourcer fuldt ud. De er ikke fagligt eller bogligt svage, men har brug for andre læringsprocesser, som i højere grad kombinerer praktik og teori, så fagenes krav ikke bliver en barriere, som blokerer for indlæring, men en udfordring, som styrker elevernes lyst til at lære.
    Den praktiske indgang til læring er vigtigt, og når den kombineres med relevant teori, får vi motiverede elever, som igen er indlæringsparate. Det er en gruppe, som vi altid har haft, og som vi har stor pædagogisk erfaring med. De vokser med opgaven, og mange møder vi senere i uddannelsesforløbet som dygtige og ansvarlige personer med engagement og faglig stolthed. – Ja, nogle ender med at starte egen virksomhed.
  3. Heldigvis ser vi en ændring af pædagogikken i grundskolen, hvor man nu inddrager mere praktik og bevægelse i undervisningen, hvorved motivationen og indlæringen styrkesDe svage elever, ”forudsætningsløse” eller ”ikke uddannelsesparate”, som faktisk forlader grundskolen uden nogle af de mest grundlæggende og elementære færdigheder, som kræves i et teknologisk videnssamfund. Denne gruppe har det meget svært, og det bliver forstærket, hvis der samtidig er sociale problemer eller kulturelle forskelle. Nogle gennemfører ikke grund-forløbet og det er blandt disse elever, vi ser det perspektivløse frafald. Andre afslutter grundforløbet med et ikke tilfredsstillende resultat, selvom forløbet er blevet forlænget. Det er uhyre vanskeligt at finde en praktikplads til disse. Disse elever fylder efterhånden meget, og det er spørgsmålet, om erhvervsskolerne er gearet til at løse opgaven. Det er nødvendigt med en speciel indsats, hvis ikke de skal tabes helt. Mange af eleverne er heller ikke realistiske i deres uddannelsesvalg. De har nogle drømme, men de manglende forudsætninger, kombineret med manglende indstilling til selv at yde en indsats gør, at de vælger fra eller opgiver og lægger ansvaret over på andre. Andre ønsker bare et arbejde, men det kræver, at vores arbejdsmarked bliver mere rummeligt, og er indstillet på, at give dem en plads og en funktion i samfundet.

Siden 1990´erne er der sket en markant ændring af elevprofilerne. Den første gruppe er blevet væsentlig mindre, medens den sidste gruppe er blevet meget større. Med den nye kontanthjælps-reform, kan jeg frygte, at vi får endnu flere gruppe C elever.

I dag bliver mange af de bogligt dygtige elever vejledt til en gymnasial uddannelse og de svage bliver vejledt til en erhvervsuddannelse, da de er ”gode til at bruge deres hænder” (hvem vurderer for øvrigt det?).

Her synes jeg, at mange falder i den klassiske opfattelse (fordom), at hvis man er bogligt svag, så er man pr. definition praktisk dygtig. Vores erfaring er, at de bogligt svage elever generelt også er praktisk svage, hvorimod de praktisk dygtige/motiverede elever ingen problemer har med at tilegne sig teoretisk viden.

Teoretisk viden og praktisk kunnen hænger sammen. Det er her, erhvervsskolerne har deres styrke. Vi kan koble teorien på elevernes praktiske opgaver og erfaringer, hvorimod de gymnasiale uddannelser i højere grad gør det modsatte ved at koble praktiske forsøg på teorien. Specielt drengene har brug for en pædagogik, hvor boglig indlæring kombineres med praktisk indlæring. Nogle har også brug for tid til at blive ældre.

Ungdomsuddannelserne er også en del af en modningsproces og det er naturligt, at man som 16-årig er uafklaret – derfor vælger mange at fortsætte nogle år endnu – fx med en gymnasial uddannelse. En anden mulighed ville være, at der oprettes nogle flere og mere erhvervsrettede 10. klasser, som både kan modne og opkvalificere.

Såvel de nye som de ”gamle” jobs kræver andre og højere kvalifikationer, – dvs. at almene fag er vigtige. De er nødvendige forudsætninger inden for næsten alle fagområder. Dertil kommer også et stigende krav til kulturforståelse og tværfagligt samarbejde samt kvalifikationer som ansvarlighed, selvstændighed, selvledelse, samarbejdsevne og omstillingsevne.

Medarbejderen skal være en del af firmaet, kunne klare forskellige funktioner på et højt fagligt, teknologisk niveau, samt deltage aktiv i løsningen af forskellige arbejdsopgaver og problemer.

Vi hører ofte i debatten, at de teoretiske krav i erhvervsuddannelserne er blevet for store, og det er årsagen til det øgede frafald og til, at mange ikke kan gennemføre en erhvervsuddannelse med et tilfredsstillende resultat. Det er korrekt, at kravene er steget, men uddannelsesinstitutionernes primære opgave er at give såvel almene som faglige kvalifikationer, så man er i stand til at løse de opgaver, som virksomhederne, jobbet og kunderne nu engang kræver. Som det er nu, er det virksomhederne frit for at tage elever i lære, som er fagligt svage, men vi ser desværre, at denne gruppe stadig står bagest i køen, så snakken om, at alle problemer bliver løst ved at fjerne fx dansk, engelsk eller matematik i uddannelsen, holder ikke stik.

Med hensyn til den gruppe af elever, som er beskrevet under gruppe C, så er vi nødt til at erkende problemet og tilbyde jobfunktioner, som er målrettet disse elever, – dvs. at arbejdsmarkedet skal have et socialt ansvar i form af arbejdsfunktioner, som disse personer kan klare. – Inklusion.

Samstemmende lyder det også fra DI, LO, uddannelsesforskere m. fl., at erhvervsuddannelserne ikke skal ”rette op på sociale og faglige problemer”, men derimod tilbyde unge en uddannelse på et niveau, som både tiltrækker de fagligt stærke unge, men som også matcher de stigende krav, der er på arbejdsmarkedet.

Niveau- og trindelte erhvervsuddannelser
Som svar på ovennævnte tror jeg, at der skal være forskellige indgangsveje og forskellige afslutningsniveauer på erhvervsuddannelserne, så der tages udgangspunkt i de enkelte elevers ressourcer, evner og ønsker. Uanset om man har folkeskolens afgangsprøve, en studentereksamen eller erhvervserfaring, bør man optages og afslutte på et niveau, der svarer til ens forudsætninger.

Jeg synes, man i gennemførelsesdebatten glemmer det faktum, at en erhvervsuddannelse er en vekseluddannelse. Praktikken i virksomheden udgør den største del af uddannelsesforløbet, mellem 2/3 og 3/4 af tiden. Hvad hjælper det, at en elev netop består grundforløbet, måske efter ”forlænget spilletid”, hvis virksomhederne ikke vil tage over og hjælper til med at gøre uddannelsen færdig?

Erhvervsstrukturen/arbejdsmarkedet er dynamisk og under kraftig forandring. Nye jobområder, nye jobfunktioner, nye jobkombinationer og nye jobspecialer opstår.

Dette gør, at nogle virksomheder kan have svært ved at opfylde de brede faglige krav der stilles i en uddannelse. Derfor kan et uddannelsesforløb, som er sammensat af flere virksomhedsophold, være løsningen. Imellem disse virksomhedsophold skal eleven på skole.

Herved kan eleven sammensætte sit uddannelsesforløb med forskellige virksomheder og afslutte på forskellige niveauer. Samtidig binder virksomhederne sig kun for en kortere periode, hvilket forhåbentligt vil øge interessen for at tage elever.

Vi har i allerhøjeste grad brug for elever, der både er bogligt og praktisk stærke, da teknisk viden, kommunikation, tværfagligt samarbejde og selvledelse i dag er en nødvendighed.

Paradoksproblemet
På nogle erhvervsuddannelser er det let at finde praktikplads, på andre er der stor mangel på praktikpladser. På nogle uddannelser, specielt inden for produktionserhverv (fx industritekniker), har vi ofte ledige pladser, samtidig med, at der er elever, der søger praktikplads, – men her er problemet, at elevernes faglige niveau og kompetencer ikke matcher virksomhedernes krav og forventninger. Medierne fokuserer ensidig på manglen af praktikpladser og ikke på årsagerne til, at virksomheder enten fravælger at tage elever eller ikke lever op til deres forpligtigelser.

Set fra erhvervsskolerne og virksomhederne er det derfor et problem, at alt for mange unge vælger en gymnasial uddannelse frem for en faglig uddannelse. Målsætning, at 95% af de unge skal have en kompetencegivende ungdomsuddannelse er fin, men fordelingen er helt skæv og har desværre den selvforstærkende effekt, at mange dygtige elever fravælger de tekniske skoler, hvilket er uheldigt. Vi har i allerhøjeste grad brug for elever, der både er bogligt og praktisk stærke.

For mig at se ligger problemets kerne i, at mange unge (forældre inkl.) er meget snævre i deres uddannelsesvalg eller søger uddannelser på drømmejobområder, hvor mulighederne for arbejde er begrænset.

De mangler konkret viden om, hvilke uddannelsesmuligheder der er inden for andre fagområder, og det betyder reelt, at de fravælger fagområder eller uddannelser, de ikke kender. De ved ikke, hvad de vil være, men de ved, hvad de ikke vil være.

Det er naturligt at fravælge uddannelser, man ikke kender i sin begrebsverden eller måske kun kender ud fra fordomme, men både valg og fravalg af uddannelse bør ske ud fra et reelt kendskab til krav, indhold og muligheder, og derfor bør blikket rettes mod såvel undervisningen som vejledningen i grundskolen, der bør være mere praksisnær.

Her har jeg på fornemmelse, at gymnasieegnede elever kun vejledes til en gymnasial uddannelse. Man burde i stedet konfrontere/udfordre eleverne og forældrene, når de nævner, at de vil fortsætte på en gymnasial uddannelse – spørge ind til hvad de gerne vil, og om de har overvejet andre uddannelsesveje til målet.

Jeg kunne derfor godt tænke mig at se nogle flere mønsterbrydere fra den ”akademiske højslette”, som brød med traditionen og valgte deres uddannelse og karrierevej via en erhvervsuddannelse.

Alle er stort set enige om, at flere elever fra grundskolen bør vælge en erhvervsuddannelse, men det kræver, at UU (ungdommens uddannelsesvejledning) flytter fokus fra de 20% af eleverne, som vejledningen primært er rettet i mod, til de øvrige 80%. Begrundelsen for at målrette vejledningen mod de 20% er, at de har større behov for vejledning og støtte i deres valg af ungdomsuddannelse.

Jeg tror dog, at hovedparten af disse elever allerede ønsker en erhvervsuddannelse.

Derfor skal UU´s vejledning i højere grad rettes mod de 80%, som man af en eller anden grund ikke vejledningsmæssigt prioriterer så højt. Begrundelse er, at de 80% har bedre forudsætninger, muligheder og baggrund for selv at søge informationer om deres uddannelsesvalg, men reelt er det vel tradition, fordomme eller uvidenhed, der påvirker og styrer deres valg.

Det er blandt disse elever, man kan og skal flytte nogle, hvis man ønsker at flere elever skal have en erhvervsuddannelse og gøre karriere via denne vej.

Kort sagt har alle lige meget brug for udfordring i og vejledning til deres uddannelsesvalg.

Om adgangskravet til en gymnasial uddannelse skal være den ene eller anden karakter, tror jeg ikke har den store betydning. Det er i sidste ende den enkelte elevs evner, engagement og motivation der betyder noget. For en dygtig og dynamisk elev, der er praktisk motiveret, vil en erhvervsuddannelse være et naturligt valg, men desværre tror jeg, at mange forældre har en anden opfattelse og ser ikke denne mulighed som et reelt valg.

Studentermodel og EUX
Som tendensen er nu, ser vi, at tilgangen til de gymnasiale uddannelser forsat er stor, og det må vi både erkende og forholde os til. For mig at se, er der to modeller, der skal arbejdes videre med.

En studentermodel, hvor erhvervsuddannelserne rekrutterer direkte fra gymnasierne og som er tilpasset denne elevgruppe mht. fag, indhold og længde. Disse elever kommer med nogle faglige og personlige forudsætninger, som fint passer til de faglige krav, der i dag stilles på arbejdsmarkedet.

Derved kan vi også tilbyde de elever, der efter afsluttet studentereksamen, ikke kommer i gang med en videregående uddannelse, en relevant uddannelsesmulighed – prognoserne siger, at der bliver stor mangel på faglærte, som har de nødvendige faglige kvalifikationer til at kunne bestride de job, som det fremtidige arbejdsmarked kræver.

Den anden model er EUX, hvor man kombinere en gymnasial uddannelse med en erhvervs-uddannelse. Speciel EUX kan være en model, som kan tiltrække mange, både elever og forældre. Som en af mine elever på det første EUX hold, sagde: ”Mine forældre synes, at jeg skulle tage en studentereksamen, for ikke at “spilde” mine boglige evner, men jeg vidste med mig selv, at jeg ikke kunne sidde stille i alle timer. Derfor var EUX det perfekte for mig, – at kombinere det boglige med det praktiske”.

EUX kan give erhvervsuddannelserne et løft, samtidig med at erhvervsuddannelserne også kan være med til at opfylde 50 % målsætningen, – at flere skal fortsætte på en videregående uddannelse, efter en afsluttet erhvervsuddannelse.

En ingeniør eller en arkitekt med en studenterhue på hovedet og et svendebrev i hånden, har altid været og vil altid være efterspurgt.