Debat: Ingen har ret til …

0

Af Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør på Politiken

Ingen har ret til at fortælle en 15-årig, at hun ikke skal gå efter drømmen”. Sådan sagde en efterskoleleder fra Oure Efterskole en gang til mig. Ordene faldt på et hotel i New York, hvor eleverne fra Oures performancelinjer boede en uge i 2012, mens de blandt andet prøvede skuespil på Broadway og trænede streetdance i Harlem.

Bylinepix af Jacob Fuglsang.

Jeg har ikke glemt ordene, selv om de blev sagt for to år siden, og der i den forløbne periode er sket mange ændringer på uddannelsesområdet. Ordene siger nemlig meget godt, hvorfor vejledning er så svært og samtidig så vigtigt. Ordene kan også bruges til at vise, hvorfor vejledning aldrig bliver bedre end det uddannelsessystem, som det er en del af. Og hvorfor vi i Danmark overvurderer og undervurderer vejledning på samme tid.

For læreren har selvfølgelig ret. 15-årige unge har mulighederne for sig og det er for tidligt at vurdere, hvad de unge egentlig kan. Hvis unge har viljen og bliver hjulpet godt på vej, kan de nå meget. Vejledning skal derfor ikke knuse unges drømme. Det er en del af forklaringen på, at undervisere på erhvervsuddannelser og gymnasier ofte kritiserer UU-vejledere for at erklære elever for parate til uddannelse, selv om eleverne kan alt for lidt og som har et forudsigeligt nederlag i vente. Det falder hverken vejledere, forældre eller lærere nemt at sige nej til unge mennesker, der gerne vil i gang med en studentereksamen uden at kunne læse eller vil være elektriker uden at kunne lave simple matematikstykker. Det er, som en rapport fra Evalueringscenteret viste for år tilbage, desuden vanskeligt at forene rollen som vejleder med at være den, som smækker døren i for et ungt menneske og siger, at han eller hun ikke kan komme ind på den ungdomsuddannelse, de gerne vil ind på.

Derfor er det nemt at overvurdere vejledningen, når det gøres til vejledningens opgave at alene få unge ind på de rigtige uddannelser og hindre at nogle unge knækker nakken i forsøget på at leve op til egne eller forældres forventninger.

Til gengæld kan vejledere og andre omkring de unge blive bedre til at sige præcis, hvad det kræver at nå drømmen. Og til at anvise en vej til at nå målet, hvis elevens forudsætninger ikke er stærke nok. Her undervurderer vi i Danmark ofte, hvor afgørende vejledning er. Problemet er dels konfliktskyhed, og dels at uddannelsessystemet mangler bedre alternativer på vejen fra skole til ungdomsuddannelse. Konfliktskyheden giver sig selv. For nej ingen kan eller skal fortælle unge, at de ikke skal gå efter drømmen. Men unge skal have at vide, at deres forudsætninger til at komme ind på en erhvervsuddannelse er for dårlige. At sige andet er at svigte de unge og undervurdere vejledningens betydning. Næste spørgsmål er så, hvordan de unge skal få de nødvendige forudsætninger. Her går det for ofte galt i dag. Alternativerne i form af produktionsskoler, 10. klasse og den nye kombinerede ungdomsuddannelse er gode for nogle. Men andre har brug for kortere normalforudsætningskurser i for eksempel dansk og matematik, nogle for et år på en af de få erhvervsefterskoler, der er opstået i de senere år.

Hvis vi ser bort fra den kombinerende ungdomsuddannelse, som kun har 2500 pladser om året, skal der efterfølgende findes penge til at få de unge godt videre af de alternative veje. Og det har i praksis vist sig at være svært. Især når der står statsfinansierede uddannelser klar til at tage imod de unge med åbne arme og taxametertilskud.

Mange unge tager nogle ordentlige herresving, før de finder deres vej gennem livet og til uddannelse. Det viser for eksempel tal fra tænketanken DEA. I gennemsnit tager det otte år for unge at finde vejen fra skole til en uddannelse som murer, pladesmed eller konditor. Nye elever med håndværkerambitioner er i gennemsnit 24,1 år, når de starter på uddannelsen. I 1980’erne var eleverne i gennemsnit 19 år, når de forfulgte drømmen om et svendebrev. Så uddannelsesvejen er i de senere år blevet længere og mere kringlet. Først og fremmest fordi en håndværkerkarriere i dag sjældent er første valg. Håndens arbejde vælges ofte først, når unge har været omkring en studentereksamen eller et arbejde som ufaglært.

Med reformen af erhvervsuddannelserne vil regeringen gerne vende den udvikling. Som det er fremgået af andre indlæg på denne plads undrer det vidt og bredt, at samme regering vælger at skære hårdt på uddannelsesvejledningen, så der bliver færre vejledere. På den måde undervurderer regeringen vejledningens betydning.

De færre vejledere skal angiveligt give »målrettet vejledning« til 20 procent af en årgang, som har mest brug for det. Samtidig skal vejlederne lave mere gruppevejledning. Den forklaring overbeviser ikke mange. For hvis der bliver færre vejledere, er der færre unge, som bliver vækket af deres søvngængeragtige gang mod gymnasiet. Og ifølge reformens tekst skal alle unge udfordres i deres uddannelsesvalg. Hvem skal udfordre de unge, hvis vejledere kun skal tale med de mest udsatte? De spørgsmål har regeringen i almindelighed og undervisningsminister Christine Antorini (S) i særdeleshed svært ved at svare på klart på. Måske fordi der ikke er et klart svar.

Den seneste nedskæring på uddannelsesvejledning kommer efter en ret rodet historie, hvor succeskriteriet og ambitionsniveauet har forrykket sig flere gange.

For 10 år siden blev vejledning flyttet fra skolerne til de ungdommens uddannelsesvejledningscentre, som vi kender i dag. Ud over at have tilføjet en sværm af besynderlige forkortelser med to UU’er, var ideen, at de nye centre skulle gøre vejledningen professionel og sikre, at vejlederne blev uddannet til opgaven. Desuden var flytningen fra skolerne også udtryk for politikeres mistænksomhed over for lærere, der angiveligt ikke vidste meget om verden uden for skolen. For lærerne havde jo selv gået i skole hele livet, som det blev udtrykt.

Ambitionsniveauet var dengang tårnhøjt. Alle elever skulle have en samtale med en vejleder hvert skoleår helt fra 6. klasse, og til de forlod skolen. I løbet af de ti år, centrene har eksisteret, har de været udsat for i gennemsnit en lovændring om året. Samtidig er ambitionsniveauet langsomt, men sikkert, faldet.

Der er blevet stadig færre elever, som får vejledning ansigt til ansigt. Med reformen af erhvervsuddannelserne er det nu altså hver femte elev, som skal møde en uddannelsesvejleder. Resten skal vejledes gennem computerkabler. For mange fremstår den elektroniske vejledning mere som en bureaukratisk hindring for det oplagte valg af en gymnasieuddannelse end en hjælp. Det er svært at finde elever, som oplever, at de bliver udfordret i deres uddannelsesvalg gennem e-vejledningen. De bliver snarere bekræftet af vennegruppen i, at de fede fester er på gymnasierne.

Så der står vi nu. Ingen skal fortælle 15-årige, at de ikke skal gå efter drømmen. Men nogle skal fortælle de 15-årige, hvad de skal kunne få at nå drømmen. Og hvor de kan få de kvalifikationer, de mangler for at komme videre i retning af drømmen.