Kong Gulerod – formidling af viden gennem spil

0

Kong Gulerod er et spil, som formidler viden om jobsøgning og normer på arbejdspladser, opbygget som et kasino med et lykkehjul. Udviklingsarbejdet er finansieret af Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond og spillet er derfor gratis. (www.spilkonggulerod.dk)

Kong Gulerod_Logo_CMYK

Hvad gør man, når man er færdig med en arbejdsopgave? Hvem skal betale for nødvendige værnemidler? Hvis man gerne vil have job på en lille virksomhed i Midtjylland, hvad er så mest smart at gøre? Det og 700 andre spørgsmål kan man få svar på ved at spille Kong Gulerod.  Spillet bygger på tre spørgeskemaanalyser. Arbejdsgiverne har svaret på, hvordan de ansætter lærlinge/unge og deres vægtningen af kompetencer. Tillidsrepræsentanter har gennem en række senarier beskrevet normer på deres arbejdsplads. Unge under 25 år har beskrevet normer oplevet som ny på en arbejdsplads, og hvordan de har fået arbejde/læreplads. Analyserne er gennemført af Bifrost i tæt samarbejde med DI, Dansk Metal og 3F indenfor CO industri og AARHUS TECH.

Hvad er normalt, smart eller dumt?
Normer er forskellige fra arbejdsplads til arbejdsplads, men er der nogle fælles træk, som de unge kan have glæde af at kende, når de starter på en arbejdsplads? Ja, det viser analyserne. Men der er også forskel på om det er en lille virksomhed i Nordjylland eller en stor virksomhed i hovedstaden. Analyserne viser også, at unge og ældre ikke vurderer ens, når de vurderer, hvad der er tilladt i arbejdstiden. Kong Gulerod formidler forskelle og ligheder og opfordrer dermed indirekte den unge til at tænke sig om og være bevidst om normer og regler på arbejdsmarkedet.

Single- eller multiplayer
Kong Gulerod kan spilles som single player, hvor eleven spiller mod sig selv, eller som multi player hvor op til fem personer spiller mod hinanden. Spillet er primært beregnet til unge mellem 18-25 år, men yngre og ældre kan også have glæde af spillet. Der er en højtlæsningsfunktion, så svage læsere også kan være med.

Spillet er beregnet som en del af vejledning eller undervisning af unge i overgangen fra uddannelse til job.