Uddannelse er Danmarks fremtid

Statsministerens fokus på, at alle unge skal tage en uddannelse efter folkeskolen glæder formanden for Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU), John Vilhelmsen.

”Den internationale og globale udfordring, som Danmark står overfor har uddannelse som et af svarene. Det var dejligt at høre, at statsministeren havde ros og anerkendelse til lærernes indsats, som mange UU vejledere samarbejder med på skoler i Danmark om overgang til uddannelsen efter folkeskolen. Med folkeskolen er eleverne ikke færdig med uddannelse, men skal for deres egen skyld vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse, som statsministeren så fint sagde i sin nytårstale”, udtaler John Vilhelmsen.

John Vilhelmsen er også tilfreds med statsministerens fokus på Danmark som internationale handelsnation, og ser her en mulighed for, at UU centrene kan spille en mere aktiv rolle i forbindelse med at der i folkeskolen sættes øget fokus på selvstændighedskultur, entreprenørship og innovation. ”I folkeskolens fag Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering er der områder omkring arbejdsliv og entreprenørship, som kan tages op på alle klassetrin. Mange steder har folkeskoler i samarbejde med UU centre og Young Entreprise taget hul på at inspirere og informere om selvstændighedskultur og mulighederne for selv at starte egen virksomhed op” oplyser John Vilhelmsen, der er sikker på, at dette samarbejde kan udbygges og systematiseres, således der kan inspireres til grobund for øget virketrangen og selvstændighedskultur blandt den kommende generation.

“Statsministeren har sat barren højt, når hun siger: “Derfor har jeg sat det mål, at vores børn skal være den bedst uddannede generation i danmarkshistorien.” Vi er klar. Vi er også klar til forandring. Og vi kigger gerne på om vores egen indsats i Ungdommens Uddannelsesvejledning kan løftes og bidrage bedre til uddannelse til alle.” slutter John Vilhelmsen.