Uddannelse til alle

Af Helene Valgreen, formand for Danmarks Vejlederforening og John Vilhelmsen, formand for Ungdommens Uddannelsesvejledning i Danmark

I 2015 skal 95% af en ungdomsårgang gennemføre mindst en ungdomsuddannelse. Det fremgår af regeringsgrundlaget – både den tidligere og den nuværende regerings.

95% målsætningen er en national strategi for uddannelse til alle. Det er en modig og ambitiøs målsætning. Det er også en målsætning, der vanskeligt lader sig indfri. Men det er ikke desto mindre en rigtig målsætning. Og det er fremfor alt den eneste mulige målsætning. Politisk fordi Danmark skal rustes til at udnytte mulighederne i den globale økonomi. Moralsk fordi, vi ikke kan være andet bekendt.

Med jævne mellemrum ser vi diskussioner om hvor vidt 95% er den rigtige målsætning; om den er for urealistisk eller for uambitiøs. Set fra et vejledningsperspektiv har alene det faktum, at der er formuleret en klar, målbar, sammenhængende national strategi, forankret i skiftende regeringers uddannelsespolitiske grundlag, betydet fokus og handling.

Der er løbende politisk fokus på uddannelsesområdet, senest i Finansloven for 2013 og f.eks. delaftalen om erhvervsuddannelser og uddannelsesgaranti indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti. Aftalen er et solidt første skridt på vejen mod at sikre en styrket uddannelsesgaranti med en langsigtet løsning på praktikpladsproblemet. Samtidig sikrer aftalen forhåbentlig og formentlig bedre kvalitet i erhvervsuddannelserne. Denne delaftale skriver sig ind i forlængelse af de 2 Ungepakker, som også er udløst af 95% målsætningen, og som har givet vejlederne konkrete redskaber og værktøjer i arbejdet med at sikre, at de unge bliver uddannelsesparate.

Vejledning til ungdomsuddannelserne har været igennem flere paradigmeskift: før og frem til 2004 skulle vejledningen udelukkende tage udgangspunkt i og være til gavn for det enkelte individ. Fra 2004 til 2007 skulle vejledningen både være til gavn for den enkelte og for samfundet som helhed. Fra 2007 til 2011 blev vejledningen især målrettet unge med særligt behov for vejledning. Og fra 2011 er indført den såkaldte ’pligtbekendtgørelse’ som siger, at de 15-17 årige har pligt til at være enten i uddannelse eller beskæftigelse. I samme periode: fra 2004 og frem, er vejledningsfaget professionaliseret som fuld diplomuddannelse og en Masteruddannelse.

Helt overordnet har 95% målsætningen som national strategi givet fælles ramme og retning for de mange aktører, som arbejder omkring og med de unge i forhold til uddannelse. Og et faktum er, at flere unge end nogensinde begynder på en ungdomsuddannelse. I den forstand er 95% målsætningen allerede en succes!

Ungepakke 2
I 2009 vedtog et stort flertal i Folketinget en Ungepakke 2. ”Bred politisk aftale om regeringens ungeudspil”, lød overskriften.

I et samarbejde mellem Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet styrkede man indsatsen over for frafaldet, især blandt de unge i gråzonen. Kommuner, stat og UU centre fik nye opgaver, bl.a.:

• Alle 15-17 årige skal følge deres uddannelsesplan
• Vurdering af den unges uddannelsesparathed
• Styrket indsats i overgangen til ungdomsuddannelserne
• Kommunale tilbud til de 15-17 årige
• Nye muligheder for 10. klasse
• Jobcentrene kan give tilbud til de 15-17 årige, fx mentor og virksomhedspraktik
• Mentor til unge i ordinær uddannelse
• Øget samarbejde mellem Jobcentre, UU og ungdomsuddannelserne
• Etablering af eVejledning

Med et ændret fokus i vejledningen, med pligtbekendtgørelsen, fulgte et krav til kommunerne om tilsvarende at stille med tilbud til de 15-17 årige. Det krav indfries meget forskelligt i de enkelte kommuner, men er ikke desto mindre en vigtig forudsætning i vejledningen; der skal være de rigtige tilbud at vejlede til.

Ungepakke 2 er et samlet katalog over nyttige redskaber og især uddannelsesparathedsbegrebet har sikret en god proces fra 8. klasse mellem UU vejlederne, de unge, forældrene, grundskolen og lærerne. At vejlederne på samme tid både skal vejlede og vurdere de unge har heldigvis vist sig at være langt mindre problematisk end frygtet. Tværtimod har uddannelsesparathedsvurderingen sat retning for de unges vejledningsproces og tydeligheden af målet med vejledningen har minimeret det etiske dilemma.

Ministeriet for Børn og Undervisning offentliggjorde for nylig evalueringen af Ungepakke 2. Det overordnede budskab i rapporten er, at ungepakken har hjulpet mange unge ledige i gang, og at gruppen af unge, der hverken er i gang med uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet, er blevet reduceret markant. En af de væsentligste årsager til ungepakkens succes er, at pakken har stimuleret samarbejdet mellem de professionelle, der i det daglige arbejde implementerer pakkens initiativer landet over – og i det samarbejde har UU en unik central og uafhængig rolle, som kan og skal udnyttes endnu bedre.

Samarbejde er kodeordet
Ungdommens Uddannelsesvejledning er blot én af flere aktører omkring den unge, både i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse og i fastholdelse i uddannelse. En absolut forudsætning for at nå 95% målsætningen er, at der er et smidigt og veletableret samarbejde mellem alle aktører: grundskolerne, UU, ungdomsuddannelserne, jobcentrene og ikke mindst forældre og de unge selv. Ungepakke 2 kan i vid udstrækning karakteriseres som et vellykket samarbejdsprojekt.

Men det er vigtigt også at erkende, at samarbejdet på tværs af institutionelle skel bør styrkes endnu mere fremover, hvis 95% målsætningen skal realiseres, og at de mange netværks- og samarbejdsaktiviteter, som er afgørende for den reelle implementering ungepakke 2, bør effektiviseres.

UU centrenes rolle er i den sammenhæng central. I arbejdet omkring den enkelte unge, er UU det naturlige omdrejningspunkt. UU er kontaktled til alle øvrige aktører. UU er institutionsuafhængig, og UUs vejledning varetages professionelt med fokus på såvel den enkelte unges ønsker og muligheder som på samfundets behov. Det gør UU til det nødvendige neutrale bindeled, som koordinator og samlingspunkt, med den unge i centrum.

Samarbejde kan faciliteres og rammesættes på mange måder.

Udfordringerne
Når vi målsætningen om, at 95% af en ungdomsårgang gennemføre mindst en ungdomsuddannelse i 2015? Formentlig ikke. Det ændrer ikke på, at målsætningen er rigtig!

Med så ambitiøs en målsætning kan det ikke undgås, at vi presser de unge i uddannelse. For der er ikke noget alternativ. Det viser de seneste års økonomiske lavkonjunktur desværre med al tydelighed. Den største udfordring frem mod 2015 er de unge, som står til ikke at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. En konsekvens af, at vi faktisk uddanner flere unge end nogensinde før, er at den gruppe, som ikke får en ungdomsuddannelse tilsvarende marginaliseres og får det sværere. Den udfordring har vi i Danmark indtil videre ikke været i stand til at løfte tilfredsstillende.

Så kan vi jo pege fingre ad hinanden. Folkeskolen løser ikke sin opgave: for mange unge kan for lidt, når de forlader 9. eller 10. klasse. Erhvervsuddannelserne er ikke godt nok rustet til at tage imod og skabe motiverende læringsforløb, som fastholder de unge. Vejlederne kender ikke nok til de over 100 forskellige erhvervsuddannelser. UU centrene formår ikke i tilstrækkelig grad og i tide at løfte og sikre samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner, forældre, jobcentre, etc.

Det er muligt, der er sandhed i de postulater. Men det er i givet fald ikke ’sandheder’ der gør os klogere eller bedre i stand til at løfte 95% målsætningen.

Tilbage står vi med det faktum, at vi har de unge, vi har, og vi har de tilbud/uddannelser, vi har. Og vi har – ikke mindst – de redskaber Ungepakke 2 tilbyder. Vi kan håbe, at den snart længe varslede fleksuddannelse kan rumme de unge, der af mange forskellige grunde ikke er parate til at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse.

På de vilkår er det et fælles ansvar at sikre uddannelse til alle. Sammen med de øvrige ungeaktører, de unges forældre og de unge selv.

Det ønsker vi os
Hvis man vil lære et menneske at bygge en båd, skal man give det menneske en længsel efter havet.

Vi skal vise de unge mulighederne og ikke bare give dem informationerne. Vejledningen skal vandre ind i undervisningsmiljøerne og få et læringsperspektiv på vejledningen. Vejledning skal tilbydes af professionelt uddannede vejledere, også på uddannelsesinstitutionerne. Vejledning skal være for alle, og den skal være kontinuerlig. Vejledning skal tilbyde alle perspektivering af og refleksion over egne evner, muligheder og ønsker. Vejledning skal bringe den unge afklaring i forhold til både uddannelses- og jobmuligheder.

Vi ønsker os et plastisk, fleksibelt uddannelsessystem, der tilbyder individuelle forløb, differentieret undervisning. Vi håber fleksuddannelsen bliver et spor i den retning.

Vi ønsker os mere af den såkaldte UEA undervisning: (uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering), der blandt andet handler om, at eleverne får viden om uddannelses- og erhvervsmuligheder, og at de bliver i stand til at træffe et kvalificeret valg om uddannelse og fremtidigt erhverv. UEA er fortrængt i en skole, hvor der er mere og mere fokus på den faglige undervisning og fag med afgangsprøver. UEA undervisningen kan give indsigt for eleverne i, hvad undervisningens fag kan og skal bruges til, hvad enten faget lægger sig op ad erhvervspraktikken eller introduktionsforløb til ungdomsuddannelserne. UEA kan ikke blot udstyre eleverne med de nødvendige kompetencer i forhold til uddannelses- og erhvervsmuligheder, men også i meget høj grad bidrage til fortsat lyst og motivation for læring. Vi ønsker os, at UEA blev timefastsat på alle klassetrin og skemasat fra 7. klasse.

Vi ønsker os ét sammenhængende vejledningssystem for livslang vejledning. I vejledningen af grundskoleelever og unge er sigtet i første omgang at medvirke til, at valg af ungdomsuddannelse foretages på et solidt og velkvalificeret grundlag – til gavn for den enkelte og samfundet.

Men som samfund skal vi ligeledes have fokus på, at vejledning er en læringsproces, der skal give et godt fundament for, at den unge også fremover vil bruge vejledning som et vigtigt redskab ved den livslange læring og kompetenceudvikling. Oplevelsen af vejledningen i grundskolen og hos den unge skal give mening – og lyst til at opsøge vejledning også fremover. Vejledning skal give oplevelsen af, at vejledningen netop er en brugbar ressource ved fremtidige karriereovervejelser og -valg.

I et arbejdsmarked og et uddannelseslandskab præget af konstant omskiftelighed, foranderlighed, udvikling og globalisering, har vejledning en vigtig rolle som den ressource, der kan tilskynde og støtte, at den enkelte – og borgere i alle aldre – deltager i uddannelse og træffer meningsfulde karrierevalg livet igennem. Fra et samfundsmæssigt synspunkt bidrager livslang vejledning til at opfylde mål om økonomisk udvikling, et effektivt arbejdsmarked, erhvervsmæssigt og geografisk mobilitet, social retfærdighed, ligestilling og aktivt medborgerskab.

Vi ønsker os – og vi burde kunne tilbyde – uddannelse til alle!

Faktaboks
Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) har ansvaret for og forestår vejledningen om uddannelse og erhverv til eleverne i folkeskolens 7-9. klasse og til elever, der følger folkeskolens 10. klasse. UU vejleder desuden eleverne på de fleste frie grundskoler.

UU sørger for, at den enkelte elev er forberedt på valg af ungdomsuddannelse efter 9. eller 10. klasse. Eleven forberedes på valget med at deltage i introduktionskurser til ungdomsuddannelserne, brobygningsforløb, praktik, individuelle og kollektive vejledningssamtaler m.v. Der udarbejdes desuden en uddannelsesplan sammen med den unge, der videresendes til den ungdomsuddannelse, den unge begynder på efter at være blevet vurderet uddannelsesparat af UU.

Tilrettelæggelse, indhold og prioritering af vejledningsindsatsen sker med vægt på elever, der uden en særlig vejledningsindsats skønnes at ville få vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en ungdomsuddannelse. UU er de fleste steder oprettet som et samarbejde mellem flere kommuner.