Ung i Udvikling

Ung i Udvikling, UU Favrskov
Ung i Udvikling er et udviklingsforløb forankret i UU Favrskov for unge i alderen 15 – 25 år, som enten er vurderet ikke uddannelsesparate, ikke er kommet i gang med en uddannelse eller job eller har afbrudt sin ungdomsuddannelse.

Månedens-projekt-–-Ung-i-Udvikling-UU-Favrskov

Forløbet tager udgangspunkt i den kognitive metode og der sættes fokus på de unges MindSet – den tænkning der, når den er positiv, styrker de unges selvværd og giver dem mod på livet. De unge gøres mere bevidste om deres indre tanker og deres tanker italesættes og udfordres med mere positiv tænkning og konkrete handlemæssige udfordringer.

Tema-moduler
Forløbet indeholder tre moduler af fire ugers varighed, hvor der arbejdes med den unges selvopfattelse, sociale liv og tanker om fremtiden.  Hvert modul er efterfulgt at 2 ugers praktik. Den unge peger selv på områder, hvor hun vil afklare, udfordre eller træne sig selv med henblik på job, uddannelse eller udvikling af uddannelsesparathed.

Nærmere et godt liv
Projektkoordinator Marianne Unna-Lindhard har gode erfaringer med projektet. Hun mener at det har gjort en forskel for mange unge og udtaler:  ”Vi arbejder med det mantra, at der skal følelsen af et godt liv til, før man kan se sig selv som en del af det gode liv. Og vi kan mærke på rigtig mange af de unge, at metoden faktisk baner vej for positive ændringer for den unge. 

Og også de unge selv er begejstrede for forløbet.. De er glade for den struktur, de får i hverdagen og de opbygger hurtig en tryghed og tillid til vejlederne og de øvrige unge, der også tumler med livet som de selv gør. En deltager udtaler:
Hvis jeg ikke var i projektet, så lå jeg hjemme i min seng. Så ville jeg blive lige som min søster: Dum i hovedet og narkoman.”

Alternative metoder
I projektet benyttes en række forskellige metodiske værktøjer. Blandt disse er MetaCards, en coachende og billedorienteret kortsamling samt forskellige spil der udfordrer ungetemaer.

Også indirekte indsats
Udover den direkte indsats i forhold til de unge, eksperimenteres der også med en mere indirekte indsats. Målet er, at den unge oplever én indgang i ”kommunen” og at de unges kommunale netværk af ”aktører”, arbejder sammen tværfagligt, helhedsorienteret, beslutsomt og hurtigt.

Læs mere her