Samtale med en præst – vejledning og samtale set fra en anden synsvinkel

Præster har samtaler med andre end Gud

Præster laver andet end at prædike hver søndag og forestå barnedåb, bryllup og begravelse. De har blandt andet konfirmandundervisning og sjælesorgsamtaler. Mai Kirstine Lindbjerg Greve har talt med Heidi Kasper Hansen, sognepræst i Herfølge Kirke, som fortæller om hvor hun møder de unge, hvad sjælesorgsamtale er for en størrelse, og hvordan man får kristendommen flettet ind i dagligdagen, uden at bøje det i neon. Når sorg og tab indtræder, er det altoverskyggende, og Heidi Kasper Hansen kan nikke genkendende til, at børn og unge har afbrudte skoleår eller skifter skole.  Derfor er det vigtigt at stille spørgsmålet: har kirken noget at byde ind med i forhold til samtale og vejledning af unge?

Skole-kirke-tjeneste
Heidi Kasper Hansen møder primært de unge i konfirmandundervisning og fortæller, at det ikke er de store skelsættende ting, som foregår her,

Men de unge bliver stillet overfor nogle vigtige temaer, som kan få sat gang i nogle overvejelser omkring dem selv, hvad det er for et liv de går i møde, og hvad det er for en ansvarlighed de skal finde frem, når de skal være voksen. Og det er ét vigtigt tema i kristendommen”, siger Heidi Kasper Hansen.

Hun fortæller videre, at det som regel er de små samtaler ude i periferien af undervisning, som giver hende den direkte kontakt med de unge, for i selve konfirmandundervisningen er der ikke altid tid til at forholde sig til den enkeltes historie. Men præsterne bliver faktisk introduceret endnu tidligere til de unge, nemlig i ’skole-kirke-tjenesten’, som findes i mange stifter og provstier. I Herfølge er det to kvinder, som laver undervisningsmaterialet, og det er et godt supplement til kristendomsundervisningen ude i skolerne. Heidi fortæller, at det er der, hvor præsterne går ind og understøtter med deres faglighed på kristendommen. Det skal være rent oplysende undervisning og præsterne kan gå helt ned i detaljer omkring temaer som hvorfor lyset har så stor betydning i salmerne, eller hvorfor orglet lyder bedst i kirken. Det er anskuelighedsundervisning, og det gør, at man er mere tilbøjelig til at lære.

Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”, sådan siger Grundtvig. “Og det er det med, at vi skal have det ind under huden, vi skal selv prøve og stå i oplevelsen, i erfaringen for, at det taler til os”, slutter Heidi med.

Samtale for unge, andre steder og med andre end en vejleder
Når ’skole-kirke-tjenesten’ fungerer så godt, er det interessant at se nærmere på, om et samarbejde mellem kirken og et UU center kunne være en mulighed. Heidi fortæller i den forbindelse, at præster altid står til rådighed og ikke tæller timer.

Præster er lønnet til at have samtaler med mennesker og et samarbejde, eller det at der bliver gjort opmærksomt på eller blive henvist til, at der er mulighed for samtaler andre steder, det er jo en oplagt mulighed og noget man kan gøre brug af”. Hun fortsætter, ”Grupper, lige meget tema, er ikke bare noget man sådan etablerer. Det er noget, som der skal være en helt klar plan for både i forhold til hvad man gør, men også hvilke ressourcer, der er til rådighed. Der er kæmpe grundlag for at oprette grupper her i Herfølge, befolkningsgrundlaget er stort nok og det ville jo være perfekt og have et indbyrdes kendskab til hinanden med sådan nogle UU centre. Men som præst må jeg sige, at man står ved sin kristendom, dermed ikke sagt at en samtale er det samme som at holde en gudstjeneste, for det er det ikke. En samtale skal være åben og kristendommen kommer kun på bordet hvis der er anledning til det. Det skal være en eksistentiel samtale med udgangspunkt i at møde den man taler med”.

Det er en god kommentar i forhold til, at unge i dag ikke har samme forhold til kirken som førhen. Der er måske nogle unge som tænker ’hvis jeg skal tale med en præst, hvor meget kristendom skal jeg så høre på, og hvad kan jeg selv sige’. Heidi fortsætter i samme bane,

De fleste af os oplever nok, dybt nede, at vi har anlagt os selv et præstationsangst perspektiv og ved at sidde i samtale med en præst, tror jeg at man får åbnet øjnene op for dette. Man opdager, at man i samtale med en præst kan være i fokus på en anden måde, og man behøver ikke fremstille sig selv i et særlig glamourøst billede – man skal være den man er!”.

Den tabte uskyld
Som præst har man mulighed for at oprette grupper og her er der også mulighed for at komme i dialog og kontakt med unge. Heidi fortæller i den forbindelse, at det er oplagt med sorggrupper, da der er en lang tradition for det præster kalder sjælesorgsamtaler. Det er samtaler under tavshedspligt, hvor man som præst sidder klar til at bringe kristendommen med i spil. Kristendommen og sjælesorgsamtaler handler om liv og død, kærlighed og tab af kærlighed og håndtering af vores umiddelbare trang til at gøre ting stillet overfor fællesskabet og det gavnlige for ens næste. Samtalerne har ændret sig gennem tiden, fortsætter Heidi med at fortælle.

Førhen var det samtaler præsterne førte med voksne og ældre mennesker, men gennem de seneste 20 år har man fået øjnene op for, at skoletiden og ungdomstiden ikke bare er et uproblematisk forløb – uskylden er simpelthen tabt på det felt. Børn er ikke bare børn og unge lever ikke i en beskyttet glasboble. Det som sker for voksne, sker i høj grad også for børnene i familien og hele det aspekt er blevet opdaget i takt med, at sorggrupperne er opstået landet over. Der har været tendens til at tro, at børnelivet var et harmonisk og legende liv, og at børn ikke skulle inddrages ved eksempelvis begravelser. Men alle de spørgsmål der spøger i hovederne på de voksne og påvirker deres følelser er også noget som præger børn og unge”, forklarer hun.

Børn og unge, som gennemgår disse eksistentielle og grundlæggende forandringer som at miste søskende, forældre eller en nær ven, bliver voksne hurtigere. Rent følelsesmæssigt mister de den barnlige frimodighed og virkeligheden banker pludselig meget hårdt på døren.

Selvom man som voksen gerne vil hylle sig i den forestilling, at ens børn, uanset alder, ikke skal opleve tingene lige så slemt, så er det bare ikke en mulighed at skåne dem for virkeligheden”, afslutter Heidi Kasper Hansen.

Hvordan kommer man videre efter et tab?
Heidi kommer med nogle gode bud på hvad man kan forvente og hvad man ikke skal forvente af en præst.

Der er nok nogle, som gerne vil have udleveret en skruetrækker, for så kan ’problemet’ repareres. Men det er vigtigt at slå fast, at præster ikke er terapeuter og vi har derfor ikke noget behandlingsaspekt. Vi er ikke mekanikere, som kan gå ind og ordne en motor og så kører den igen. Det, som er vigtigt i denne her sammenhæng, og det perspektiv, som præster anlægger på sorg, er, at der sker en fundamental forandring af et menneskes liv. Jeg vil ikke engang kalde det for en proces, for så har man sig et mål for øje og forventer måske at komme ud på den anden side som om intet var hændt”.

Når et menneske oplever sorg, forandres livet uigenkaldeligt. Det er ikke en mulighed at komme tilbage til det sted man var før og tabet skal på en eller anden mådes rummes. Et af livets vilkår er, at vi taber, mister og ødelægger som mennesker – det er noget vi gør ved egen hånd. Forældre kan komme til at slå deres egne børn ihjel, der er børn som kommer til at gøre deres søskende fortræd. Vilkåret kan ikke ændres, men vi skal som mennesker forandres og på en måde finde ud af at leve med det der er sket”.  Her opstår muligheden for at tale med en præst, hvor man får lov til at forholde sig med øjnene vidt åbne til den realitet man nu engang står i. Unge og børn, der har mistet, oplever ofte, at mennesker i deres omgivelser, som ikke har gennemlevet det samme, lukker af, og de bliver rykket på afstand af den verden, de ellers har befundet sig i. Jeg tænker, at man som barn eller ung også skal finde styrken til at bære, at de andre er blevet i deres uskyld og deres lille boks, når man nu selv er tvunget til at leve i en helt anden verden”, fortsætter Heidi.

Derfor kan man heller ikke forvente eller forlange, at andre skal kunne sætte sig i ens sted, men ved at deltage i en sorggruppe kan man tale som den man nu er uden et forventningspres. Der er også nogle som går ned med flaget og kommer i medicinsk behandling. I forbindelse med det at miste kan der også opstå en forsinket reaktion. Det kan være en helt anden hændelse, som får bægeret til at flyder over.

Det er jo en erkendelsesproces man er i gang med, og man skal til at forstå tabet. Og der er forskel på, om det er et længere sygdomsforløb eller en pludselig ulykke eller noget som gør, at døden indtræffer hurtigt. Hvis der går et langt sygdomsforløb forud for dødsfaldet, så har man længere tid til at erkende og erfarer at livet ebber ud, end man har, hvis man bliver stillet overfor noget pludseligt. Men man skal erkende at personen forsvinder. Igen og igen skal man opleve manglen af personen, som man ellers var vant til at have i sit liv. Erkendelsen er en lang proces og forståelse kommer kun gradvist, og det er ikke ens betydende med at livet bliver det samme – for det gør det ikke”, slutter hun af.


Har dette vækket din interesse kan det oplyses, at sognepræst Heidi Kasper Hansen deltager ved UURS kongressen den 3. maj med en workshop i første runde. Her kommer hun ind på nogle af de samme tematikker som i denne artikel; den unges situation, hvad står de overfor i livet, hvad er det i virkeligheden for en tro de har, og hvad er det for et håb og billede de har af livet. For mere information om kongressen, besøg www.uurs.dk og klik dig ind under ”UURS Kongres” øverst.