UU DANMARK får ny formand og næstformand

0

Pressemeddelelse

Generalforsamlingen for UU centrene, der sammen udgør foreningen UU DANMARK, har valgt Anders Ladegaard til formand efter Mark Jensen, der har valgt ikke at genopstille. Søren Elnebo Lau er valgt til næstformand.

Der var store klapsalver til afgående formand Mark Jensen, centerleder i UUV Køge Bugt, da han på generalforsamlingen videregav stafetten som formand for UU DANMARK til Anders Ladegaard, Centerleder i UU Lillebælt.

Det har været 5 år med gode dialoger med politikere, uddannelsesorganisationer og interesseorganisationer. Dialoger og samarbejder som jeg gerne vil takke for. Samtalerne fortsætter med UU DANMARKS nye formandskab, der består af formand Anders Ladegaard og næstformand Søren Elnebo, som jeg med stor tryghed overlader depechen.” Sagde Mark Jensen.

Revitalisering af den professionelle vejledning

Fra venstre: Forhenværende formand, Mark Jensen og ny formand Anders Ladegaard

Anders Ladegaard takkede Mark Jensen for hans uvurderlige indsats i de fem år, han har været formand, hvor han har arbejdet utrætteligt på at synliggøre den professionelle uddannelsesvejlednings opgaver, resultater og potentialer.

Mark har stået for en konstruktiv og målrettet dialog med vejledningens mange interessenter i en tid, hvor reformtempoet i uddannelsessektoren er højt, hvor arbejdsmarkedet er under hastig forandring, og hvor vejledningen er ramt af store besparelser og forandringer.” Sagde Anders Ladegaard, der følte sig ydmyg og stolt over den opbakning som generalforsamlingen har vist ham, ved at vælge ham som ny formand for UU DANMARK.

Jeg ser frem til, sammen med sekretariatet, vores nye næstformand, bestyrelsen og medlemmerne, at arbejde for en revitalisering af den professionelle og sektor- og institutionsuafhængige vejledning, som de unge og deres forældre så tydeligt efterspørger, og som samfundet har brug for i en uforudsigelig fremtid, hvor employability bliver en afgørende kompetence.

Vejledning et bærende element i den kommunale ungeindsats

Søren Elnebo Lau, nyvalgt næstformand for UU DANMARK

Også den nyvalgte næstformand, Søren Elnebo Lau, centerleder i UU Center Syd, glæder sig til at fortsætte arbejdet i UU DANMARKs bestyrelse sammen med Anders Ladegaard og takkede for den tillid, kollegaer i UU centrene har vist ham.

Vi går en meget spændende tid i møde, hvor både den nye Forberedende Grunduddannelse og den Kommunale Ungeindsats skal etableres i hele landet.

Søren Elnebo Lau vil arbejde målrettet på, at den professionelle vejledning bliver det bærende element i den kommunale ungeindsats med stort fokus på flerfaglighed og en åben og helhedsorienteret vejledning af de unge.

Det er mit håb, at kommunerne vil være kreative og ambitiøse i dannelsen af sammenhængende ungeindsatser og bæredygtige FGU-institutioner og skoler, så FGU får mulighed for at leve op til lovens intentioner om et bredt tilbud til de unge, der har brug for faglig eller personlig udvikling inden de begynder på en uddannelse eller et job.

To vigtige opgaver forude

Den nye formand sluttede af med at sætte retning for det arbejde, som han vil stå i spidsen for i den nære fremtid, hvor der især er to vigtige opgaver, som han fremhævede.

For det første handler det om, at UU DANMARK på en tydelig og kompetent facon understøtter, at den professionelle uddannelsesvejledning er et bærende element i etableringen af de kommunale ungeindsatser. For det andet handler det om, at vi nationalt igangsætter et arbejde, som skal fremtidssikre og definere vejledningens roller, mål og opgaver.”

Anders Ladegaard pegede på, at mange lande i Europa allerede er i gang med sådanne analyser og initiativer på tværs af uddannelsessektoren og arbejdsmarkedet.

Det vil hverken være til gavn for de unge eller for samfundet, at vi i Danmark sidder med hænderne i skødet, mens den øvrige omverden buldrer af sted. Derfor tager UU DANMARK initiativ til at nedsætte en tænketank, som skal udarbejde en motivation for at igangsætte et nationalt udviklingsarbejde på vejledningsområdet.”