Uddannelse til Alle

0

Mark Jensen

Op gennem 1990’erne og frem til i dag har det nationale mantra været Uddannelse til Alle. Frem til 2007 dog uden at der har været et uddannelsestilbud til alle. Det kom der med den Særligt tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) fra august 2007 og den uddannelse har givet mange unge med handicap kompetencer som de kan bruge i livet.

Undervisningsministeriet har den 29. september offentliggjort evalueringsrapport om STU, som er gennemført af EPINION med en tilknyttet arbejdsgruppe, hvor UU DANMARK har vært repræsenteret med centerleder Jacob Mortensen, UU Vestsjælland. Jacob er også bestyrelsesmedlem i UU DANMARK. Desuden har mange UU centre medvirket i evalueringen og vi roses da også for den flotte svarprocent i evalueringen, der vidner om den centrale placering STU uddannelsen har i landets UU centre.

Hovedkonklusionen er, at STU har sin berettigelse og at eleverne får styrket deres personlige, sociale og faglige kvalifikationer. Blandt andet viser evalueringen, at målgruppen gennem STU-en oplever en trivsel på linje med den øvrige befolkning på trods af deres udfordringer. Evalueringen viser også, at det fortsat er en udfordring at få de unge i gang med uddannelse eller beskæftigelse efter endt STU-forløb.

Uddannelse til noget

For alle betyder det noget, at uddannelsen også kan bruges til noget. Den nationale melding om, at der i fremtiden er brug for faglært arbejdskraft, er med på lystavlen i samtlige af landets UU centre, men for STU gruppen er det ikke mindst vigtigt, at der efter 3 år uddannelse ikke er et gab med intet bagefter. EPINOION peger rigtigt på, at fokus på overgangen til beskæftigelse, uddannelse, støttet beskæftigelse eller en fritid med indhold er vigtigt. Den nuværende overgangsfrekvens på 20% kan vi sammen hæve til gavn for den enkelt unge og til gavn for samfundet.

EPINION rapporten anbefaler, at ”noget, der særligt bidrager til en velfungerende overgang fra STU til aktiviteterne bagefter, er, at man arbejder systematisk med at dokumentere elevens udvikling og udbytte af undervisning og praktik, så det indgår i kompetencebeviset og kan anvendes af jobcentret efterfølgende som en del af arbejdsevneafklaringen.”

UU DANMARK kan klart bakke op bag et mere systematisk udskoling af STU. Det er ren fornuft at den unge afklares i et miljø, som den unge er tryg ved og at den kompetence og viden, som STU institutionen har, bruges til noget fremadrettet i et samarbejde med Jobcentret. Der hvor det i dag er sat på skinner, er Jobcentret også glade for samarbejdet, som sparer Jobcentret for igangsætning af endnu en ressourceafklaring efter STU’en.

At unge og forældre også sætter pris på et sådant samarbejde siger sig selv. Det, at den unge gang på gang skal have vendt sin situation fra den ene organisation til den anden, er trættende og opleves ofte urimelig.

Det var en stor – og ny – opgave med målgruppevurdering og løbende opfølgning på STU, som UU centrene fik tilbage i 2007. Jeg synes, vi er lykkes med opgaven, som har udviklet sig over årene. Jeg har selv set, hvordan unge har rejst sig og udviklet sig gennem STU forløb, hvor der gøres en flot indsats i de over 200 STU institutioner landet over. EPINION rapporten er et godt evalueringsredskab for den fortsatte udvikling af STU, som et fremsynet Folketing søsatte tilbage i 2007, hvor alle unge i Danmark fik et uddannelsestilbud.

Mark Jensen

UU DANMARK

Share on LinkedInTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on FacebookShare on Google+