Nyt uddannelsesmål

0

Efter skolen fortsætter langt de fleste elever på en ungdomsuddannelse og herefter til et job eller til videre uddannelse. Regeringen og aftalepartierne omkring ”Aftale om bedre veje til uddannelse og job” har et godt fokus på, at det der er godt, kan blive bedre. 6–7% af de unge under 25 år, er ikke i uddannelse, har ikke gennemført en uddannelse og er ikke i job. Det tal skal halveres frem mod 2030, og kort sagt er aftalepartierne enige om en målsætning om, at alle 25-årige skal have gennemført en uddannelse, være i uddannelse eller være i beskæftigelse.

Det er en målsætning UU DANMARK fuldt ud kan bakke op bag. Uddannelse er godt, men for et gruppe unge vil en tilknytning til arbejdsmarkedet være et godt resultat, som gennem efteruddannelse eller en voksenlærlingeaftale senere i livet vil kunne suppleres med papir på kvalifikation.

Identitet og livskvalitet hænger ofte sammen med tilknytning til arbejdsmarkedet og med ”Aftale om bedre veje til uddannelse og job” er der sat et rigtigt fokus på, at alle skal inkluderes i samfundet; det er godt for den enkelte, og det er godt for sammenhængskraften i Danmark.

En sammenhængende indsats
UU centrene har siden oprettelse august 2004 arbejdet på tværs indenfor kommunen og på tværs i samarbejde med uddannelser efter grundskolen. Mange unge, der ikke går den lige vej til en ungdomsuddannelse efter skolen kæmper ofte med flere udfordringer, der kræver flere fagligheder i spil for at kursen kan rettes ind, så faglige-, personlige- og sociale kompetencer kommer på plads i forhold til uddannelse eller en plads på arbejdsmarkedet.

Med den Kommunale Ungeindsats (KUI) ønsker aftalepartierne en mere entydig organisation, hvor det bliver op til kommunerne at beslutte, om de vil opretholde UU eller nedlægge det lokale UU center.

Kommunernes opgave er fortsat:

  • Kommunerne har fortsat pligt til at opretholde en fagprofessionel uddannelses- og erhvervsvejledning, der er uafhængig af sektor- og institutionsinteresser.
  • UU centrenes eksisterende opgaveportefølje med vejledning i grundskolen og opsøgende vejledning op til det 25 år opretholdes.

I jagten på af få de sidste 6–7% med, er det fornuftigt at fastholde indsatsen, der sikrer at de resterende 93–94% fastholdes på ret kurs. Det er landspolitikernes og mit håb, at det også gælder lokalpolitisk: den opsøgende indsats efter grundskolen er effektiv men er nok også udenfor UU verdenen relativt ukendt.

UU centrene vil lokalt indgå i de lokale kommunale dialoger om den bedst mulige fremtidige organisering. Her vil vi se forskellige modeller, der afspejler lokale forhold og lokale udfordringer. Med en allerede eksisterende tværfaglig profil, er jeg sikker på, at UU centrenes ledere og medarbejdere vil være værdsatte samarbejdspartnere i processen mod det nye, og ikke mindst som partner i den nye organisation.

Med det nye beskæftigelsesfokus er det godt at se, at vejledning af unge 18–25-årige, der er i beskæftigelse, men som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse er tilbage I dag har kommunerne pligt til at vejlede de unge, der ikke er i kontakt med jobcentret. Det foreslås, at den kommunale ungeindsats gennem opsøgende og opfølgende indsats skal tilbyde unge under 25 år, der hverken er i gang med eller har fuldført mindst en ungdomsuddannelse vejledning om uddannelse og erhverv”. I forbindelse med reformen i 2014 udgik den opsøgende forpligtelse i forhold til unge i beskæftigelse. Det er en gruppe, vi har erfaring for ofte er interesseret i, hvordan man med en kompetencevurdering kan bygge videre fra job til uddannelse.

Unge, der er i målgruppe for den nye indsats, har som nævnt ofte flere udfordringer. Ofte er gruppen også kendetegnet ved skoleskift, uddannelsesafbrud, adresseflytning, bevægelse over kommunegrænsen, etc. Aftalepartiernes præcisering af, at der skal ske en løbende ”Vedligeholdelse og ajourføring af Ungedatabasen med henblik på at sikre et aktuelt grundlag for arbejdet i den kommunale ungeindsats og en ensartet registrering nationalt,” er helt central for identifikation af målgruppe og indsats, som ellers vil være i risiko for at falde igennem maskerne. Der er tale om en præcisering, der kan være uforståelig for udenforstående, men som er aldeles afgørende for indsatsen og et element i aftalen, som UU DANMARK hilser velkommen.

En gennemgående kontaktperson er et nyt element og en fornuftig konsekvens af, at der uagtet en Kommunal Ungeindsat sandsynligvis fortsat vil være behov for et bindeled mellem kommunale instanser samt arbejdsplads eller uddannelsessted. ”Der kan være tale om en uddannelsesvejleder eller anden ressourceperson ansat i kommunen eller den kommunale ungeindsats” står der fornuftigt i aftalen, med en formodet erkendelse af, at det kræver kompetencer at guide gennem det kommunale – og uddannelsesmæssige – landskab i dag – og sandsynligvis også i fremtiden. Det er en kernekompetence hos UU vejledere.

En ny uddannelse
UU DANMARK byder den nye Forberedende Grunduddannelse (FGU) velkommen fra august 2019. FGU uddannelsen samler 5 eksisterende uddannelser under en hat: med mulighed for forskellige retning; et forløb med progression over 2 år; et kort opkvalificerende forløb for de unge der mangler et 2-tal i dansk og matematik for at komme vider på en erhvervsuddannelse; løbende optag på basisuddannelsen, så behov og tilbud kan matches; en god kombination af faglig undervisning og praktik; og en rummelighed der omfatte den gruppe af unge, der ikke magter en fuld skoledag eller uge.

FGU fremstår på papiret med en god struktur: der lægges som noget nyt vægt på sundhed og trivsel, der er fokus på Specialpædagogisk Støtte (SPS) og ordblindeundervisning. Ingen tvivl om, at det bliver en uddannelse som vejledere fra UU ser frem til at målgruppevurdere til og sende de unge videre til med en uddannelsesplan, der kan give de unge kurs mod en fremtid på uddannelses- og/eller arbejdsmarkedet og dermed bidrage til den enkeltes trivsel og den politiske målsætnings opfyldelse.

Der synes næsten for langt til august 2019!

Fra papir til produkt
Der er et stykke vej fra et godt papir til et godt produkt. Ingen tvivl om, at kommunerne og det kommunale samarbejde kommer til at spille en stor rolle i det nye og i processen frem mod 30 FGU-institutioner og de nye Kommunale Ungeindsatser.

Vejen mod den nye målsætning, den nye uddannelse og den nye kommunale organisering er fyldt med udfordringer, transaktionsomkostning, fusioner og frustrationer. Det vil være dumt ikke at gøre sig det klart. Den perfekte fusion findes sjældent, om overhovedet.

UU DANMARK og de lokale UU centre er klar. Mange steder er der stadig erfaring og viden fra vejledningens fusion i 2004 og strukturreformen i 2007. Under alle omstændigheder ligger der i alle UU centre en fornuftig tværfaglig indgang og viden, som det vil være logisk og nyttigt at inddrage i den forestående proces, der skal gøre det nemmere at være ung i systemet, og som skal bringe flere unge ind i fællesskabet på uddannelserne eller på arbejdsmarkedet.

Tillykke til partierne bag ”Aftalen om bedre veje til uddannelse og job” – vi skal nok gribe stafetten.

Mark Jensen
UU DANMARK

Share on LinkedInTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on FacebookShare on Google+